Hvis man færdes omkring Dragør Kirkegård på Amager, er det ikke sjældent at møde efterladte hundelorte blandt lagte blomster ved gravstenene.

Faktisk er det noget, som sker oftere og oftere. Til stor irritation, der kun giver anledning til rysten på hovedet.

Det forklarer Birgitta Nørskov Ibsen, gravermedhjælper hos Dragør Kirke, til B.T.

»Jeg synes, det er utroligt, at man ikke kan samle op efter sig selv. Det er respektløst over for de sørgende. Det er et sted, hvor de efterladte kommer og besøger deres elskede,« siger hun og fortsætter:

På Dragør Kirke kan man på ugentlig basis finde omkring 20 hundelorte. Foto: Birgitta Nørskov Ibsen.
På Dragør Kirke kan man på ugentlig basis finde omkring 20 hundelorte. Foto: Birgitta Nørskov Ibsen.

»Det er et sted, der er helligt. Jeg synes, man ser en tendens til ikke at respektere hinanden og ens sorg. Man har også set, at folk stjæler fra gravsteder, og jeg synes, det er en sørgelig tendens.«

Birgitta Nørskov Ibsen har været ansat ved kirken siden 2011. Blandt andet er hun med til at holde gravsteder ved lige og med til urnenedsættelser.

Og det er denne daglige gang på kirkegården, der nu får Birgitta Nørskov Ibsen til at råbe op. Tendensen bliver bare værre og værre.

»Jeg kan ikke gå en tur uden at møde en hundelort. I dag kan jeg sagtens finde 20 hundelorte på en uge, og for to år siden var det antal vel omkring fem stykker,« forklarer hun.

En hundelort lagt i noget gran ved en gravplads er efterhånden blevet hverdagskost på kirkegården. Foto: Birgitta Nørskov Ibsen.
En hundelort lagt i noget gran ved en gravplads er efterhånden blevet hverdagskost på kirkegården. Foto: Birgitta Nørskov Ibsen.

Hvorfor problemet opstår, har Birgitta Nørskov Ibsen også svært ved at forstå.

»Hvor end du vender dig, er der en skraldespand. Så manglende skraldespande er ikke problemet. Jeg tror, det er dovenskab og tankeløshed. Det er, som om folk ikke tænker over, at det er nogens efterladte, som ligger dér. Vi er ellers meget glade for, at folk går tur dér, men det (hundelortene, red.) er blevet for meget.«

Den stigende mængde af hundelorte har da også fået Birgitta Nørskov Ibsen til altid at have poser liggende på sit kontor. I tilfælde af at nogen skulle have glemt det.

Birgitta Nørskov Ibsen har sammen med sin menighedsrådsformand talt om at dele budskabet på kirkens Facebookside. Forhåbningen er så, at folk skal gøres opmærksomme på tendensen.