Lyt til artiklen

Kirkegården ved Vindinge Kirke på Fyn har et problem.

De er nemlig udsat for tyveknægte, som stjæler både kirkegårdens materiel og dekorationer fra gravene.

Det skriver Fyens.dk.

Hele tre gange er det sket i november, og sidste år var det også et problem, forklarer Benny Bertelsen, kirkeværge og medlem af menighedsrådet i Vindinge.

»Det samme problem havde vi sidste år. Vi sætter selvfølgelig nogle nye (dekorationer, red.) på, men det er lidt frækt at stjæle fra andres menneskers gravsteder på den måde.«

Ved det første tyveri blev der stjålet cirka 300 kilo gran, som var læsset op udenfor kirkegårdens område. Det fandt sted om natten.

Det næste tyveri var dog mere dristigt. Her blev en gasflaske nemlig stjålet fra et maskinrum på kirkegården indenfor almindelig arbejdstid.

Menighedsrådet tror måske, at kameraovervågning ville kunne stoppe tyverier, men den vej ønsker de ikke at gå, da pårørende skal have lov til at kunne komme på kirkegården uforstyrret.

I stedet håber de, at tyveknægtene får dårlig samvittighed, nu hvor tyverierne er blevet omtalt i pressen.