Kirke med usædvanligt opslag: Efterlyser etårig dreng
Drengen skal efter planen døbes på lørdag, men der har ingen kontakt været til forældrene.

Drengen skal efter planen døbes på lørdag, men der har ingen kontakt været til forældrene.

Om tre dage skal en etårig dreng døbes i Nykøbing Sjælland Kirke.
Der er bare ét problem:
At præsten ikke aner, hvem drengen eller hans forældre er.
Det har fået sognepræst Jonas Priess Sørensen til at efterlyse drengen i et opslag i den lokale Facebook-gruppe 'For os, der bor i Nykøbing Sjælland og omegn', skriver TV2 Øst.
Udfordringen er nemlig, at der ikke har været kontakt til forældrene, som har indskrevet drengen til at blive døbt i Nykøbing Sjælland Kirke lørdag den 31. oktober, og at kirken heller ikke har forældrenes kontaktoplysninger.
Kirken ved dog, at drengen ikke er fra Nykøbing Sjælland.
»Vi håber, at der er nogle københavnere, der er med i den Facebook-gruppe, som ser det og tænker: 'Gud, vi har faktisk fået ham døbt i København, eller vi har glemt at kontakte præsten', så vi kan finde ud af, hvad vi skal gøre,« siger Jonas Priess Sørensen til TV2 Øst.
Han tilføjer, at fire ud af fem børn, der døbes i kirken, er fra København, idet mange fra hovedstaden har et sommerhus i området.
Hvis det ikke lykkes at få kontakt til den etårige drengs forældre, må kirkens personale møde op lørdag og forberede sig på, at dåben – måske – skal gennemføres.