Det er den fjerde frustrerede forælder til en kommende udvekslingsstudent, som B.T. har i røret.

»Man får jo slet ikke den tur, som min datter har glædet sig til og brugt de sidste tre år på at spare op til.«

Ordene kommer fra Kim Klifforth, der skulle have sendt sin 16-årige datter af sted på på high school i USA i slutningen af denne måned med rejsebureauet Explorius.

Men et dilemma er opstået. For intet er, som det var. Og den tur, de bestilte til datteren sidste år, ser ud til at være ændret totalt, fortæller faren.

Kim Klifforth føler sig langtfra tryg ved at skulle sende sin datter til et land med knap fem millioner coronasmittede, der i gennemsnit registrerer 55.267 nye smittede om dagen, hvor flere og flere stater lukkes ned, og bevægelsesmulighederne begrænses.

Især fordi, at det betyder, at alt det, datteren havde glædet sig til ved opholdet, synes at være forsvundet.

Undervisningen på flere af de amerikanske high schools kommer nemlig til at foregå online, ligesom de fleste fysiske aktiviteter og sociale arrangementer er en saga blot.

»Hun ser jo ikke frem til at skulle over og sidde hos en fremmed familie og have onlineundervisning på ubestemt tid,« siger Kim Klifforth.

Hvilken familie og i hvilken stat, det også skulle være, har de ikke fået besked på her knap en måned inden afrejse. Ligesom de heller ikke ved, hvilken skole hun ville skulle starte på.

»Explorius ringede i fredags og sagde, at de havde fundet en værtsfamilie, der gerne ville have min datter, men hvor det var, det kunne de ikke sige. Alting havde jo været nemmere at snakke om, hvis vi vidste helt præcist, hvor hun skulle hen. Men som det er lige nu, aner vi ikke noget som helst om, hvor hun eventuelt skulle ende henne,« siger Kim Klifforth.

Han er, sammen med flere andre forældre til børn, der har købt et udvekslingsophold til USA gennem firmaet Explorius, dybt frustrerede.

Mens Explorius fastholder, at de ikke vil refundere det fulde beløb, som i Kim Klifforths tilfælde er 100.000 kroner, er et andet udvekslingsselskab tilsvarende Explorius, nemlig EF, gået den modsatte retning og tilbyder fuld returnering.

Kim Klifforths datter Emilie, der skulle have været afsted på high school om en måned.
Kim Klifforths datter Emilie, der skulle have været afsted på high school om en måned.
Vis mere

23. juli sendte EF en mail ud til deres kommende udvekslingsstuderende i USA, hvor selskabet skrev, at de havde set sig nødsaget til at aflyse turen. Det gjorde de blandt andet efter en grundig gennemgang af nye regulativer og bekymringer omkring det stigende smittetryk af covid-19. Og fordi de kunne se, at flere skoler stadig havde onlineundervisning og aflyste skoleaktiviteter.

Meldingen om EF's aflysning efterlod blot Kim Klifforth endnu mere frustreret og forundret.

»Er det forsvarligt at sende dem af sted? Der er tydeligvis andre firmaer, der har vurderet, at det ikke er forsvarligt,« siger faren.

Han fortæller, at de i en Facebook-gruppe har samlet omkring 30 forældre til kommende Explorius-udvekslingsstuderende, og her deler de dagligt deres informationer eller mangel på samme.

»Da EF aflyste deres tur, var der flere fra vores gruppe, der kontaktede Explorius for at høre, hvad status var, men der var ingen, der hørte noget overhovedet.«

Og det er den samme sang fra Kim Klifforth og de tre andre forældre, B.T. har været i kontakt med. Ingen svar og enorm dårlig kommunikation fra Explorius' side.

Derfor har Kim Klifforths datter nu valgt at lægge high school-drømmen på hylden for en stund og fokusere på sin plan B.

»Nu starter min datter på gymnasiet på mandag. Vi tør ikke vente, fordi vi får ikke svar på noget som helst. Vi er nødt til at lade hende starte på mandag,« siger Kim Klifforth.

Kim Klifforth
Kim Klifforth Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Ifølge vicedirektør ved Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe er det vigtigt – rent juridisk – at forældrene kan bevise, at deres børn ikke får det ophold, de har betalt for, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at få alle deres penge retur.

»Hvis man har købt et udvekslingsophold ud fra den forudsætning, at man skal på en amerikansk high school, og man så kan dokumentere, at det kan de på væsentlige områder ikke levere, for eksempel at de kun kan levere noget onlineundervisning, så ville jeg gå ud fra, at man har en god sag ved et klagenævn eller domstol,« lyder det fra Vagn Jelsøe.

Han sondrer dog mellem det retslige og det rimelige. Og i forhold til det rimelige siger han:

»Med alle de store usikkerheder, så er spørgsmålet, om det overhovedet er rimeligt, at man har en rejsearrangør, der siger, 'vi er fuldstændig ligeglade med alle folks nervøsitet og usikkerhed, vi insisterer på, at vi kan levere det'. Der risikerer firmaet at undergrave sin egen troværdighed.«

B.T. har været i kontakt med Explorius, der ikke ønsker at svare på kritikken fra de forældre, som B.T. har talt med.