Flere ting er blevet en større del af vores hverdag, efter coronavirussen i foråret satte Danmark og resten af verden i skak.

Én af dem er håndspritten, der utallige gange om dagen bliver kørt rundt på vores håndflader.

Og det er vigtigt, at det er dér, håndspritten havner.

Det kan nemlig gøre særdeles ondt at få den alkoholholdige væske i øjne, og det har Giftlinjen kunnet erfare.

Her har man nemlig fået mange flere henvendelser end normalt om håndsprit i øjnene.

Det skriver TV 2 Østjylland.

»Vi får måske tre gange så mange opkald som før corona. Pludselig bliver vi langt mere eksponeret, og vi får mange opkald hver dag,« siger overlæge hos Giftlinjen, Niels Ebbehøj, til TV 2 Østjylland.

Giftlinjen oplyser, at det ofte er børn, der kommer galt af sted med håndspritten, men at det også hænder, at voksne mennesker får vendt en sprayflaske forkert, så de bliver ramt i øjnene med håndspritten.

På trods af smerterne er det heldigvis ikke alvorligt at få håndsprit i øjnene, og Giftlinjen oplyser til TV 2, at det plejer at gå over, når man skyller øjnene med vand i et par minutter.