'Nu er vi rigtig, rigtig kede af det.'

Det er en nedslået mor til Kim Wall, der har set sig nødsaget til en opsang og efterlysning på Facebook.

Flere sten fra et hjerteformet mindesmærke nær forældrenes hjem er forsvundet.

Det er ellers her, forældre og venner til den afdøde journalist mødes for at minde Kim Wall. Hun forsvandt i en ubåd nær København i sommeren 2017. Hendes jordiske rester blev fundet flere måneder senere.

Kim Walls forældre Joachim og Ingrid Wall, samt hunden Iso besøger mindesmærket for Kim, der er lavet nær deres hjem, på en sti hvor Kim ofte løb eller gik tur med hunden.
Kim Walls forældre Joachim og Ingrid Wall, samt hunden Iso besøger mindesmærket for Kim, der er lavet nær deres hjem, på en sti hvor Kim ofte løb eller gik tur med hunden. Bax Lindhardt

Det er 'Kims hjerte' – en samling af flerfarvede sten, der ligger på stranden ved Karinbadet ud til Øresund i Sverige.

Men mindesmærket er ikke, som det har været.

'Nogen har stjålet stenene med Kims navn fra stenhjertet ved stranden ved siden af ​​Karinbadet. Et grønt glashjerte er også forsvundet. Alle var på plads klokken 17 onsdag, da vi besøgte stedet, nu er de væk,' lyder det fra Ingrid Wall i et Facebook-opslag.

Kim Walls forældre, Joachim og Ingrid Wall, og deres hund, Iso, besøger ofte mindesmærket for Kim, der er lavet nær deres hjem i Trelleborg.

Hjertet ligger på en sti, hvor Kim Wall ofte løb eller gik tur med hunden.

En sejltur i Peter Madsens ubåd endte fatalt for datter til Joachim og Ingrid Wall. En 30 årig svensk journalist, der blev mishandlet, dræbt og parteret af den danske ubådskaptajn.
En sejltur i Peter Madsens ubåd endte fatalt for datter til Joachim og Ingrid Wall. En 30 årig svensk journalist, der blev mishandlet, dræbt og parteret af den danske ubådskaptajn. Bax Lindhardt

'For os – og mange andre – er hjertet et vigtigt sted at huske Kim. Stenene er blevet lagt der af folk, der vil have, at Kim bliver husket for den person, hun var. Venligst, læg dem tilbage, hvis du tog stenene med dig. De hører til her, ingen andre steder. Hvis du har set noget, så fortæl os det,' lyder opfordringen.

På årsdagen for Kim Walls død, den 10. august 2018, mødtes flere hundrede for at løbe langs hendes faste rute i Trelleborg – og forbi mindesmærket.

Dengang fortalte Ingrid Wall til B.T., at det har været svært for forældreparret, siden deres datter blev meldt savnet i København og senere fundet dræbt.

»Vi savner hende frygteligt, naturligvis,« fortalte Ingrid Wall til B.T.

Det var i august 2017, at Kim Wall sejlede ud med Peter Madsen i ubåden 'UC3 Nautilus'.

Peter Madsen er siden i både by- og landsret idømt livstid for at have dræbt Wall og for efterfølgende at have parteret liget og smidt det i havet.

Avisen har forsøgt at kontakte Ingrid Wall med henblik på et interview. Hun har endnu ikke svaret tilbage på vores henvendelse.