Om et par år kan danskerne måske gå en tur på Kim Larsens Vej, ad Kim Larsens Gade eller hen over Kim Larsens Plads i København og Odense.

Både i København og i Odense er der røster fremme om, at Kim Larsen bør æres og mindes ved, at en plads, en vej eller gade kommer til at bære hans navn.

Gunvor Wibroe (S), der sidder i Frederiksberg Kommunalbestyrelse, har allerede sendt forslaget om at opkalde en vej, gade eller plads efter Kim Larsen til sine kolleger i Københavns Borgerrepræsentation.

'Kim Larsen var hele Danmarks pianomand! En gudsbenådet sangskriver, der lavede flere uforglemmelige numre end nogen anden dansk musiker. Han er uden tvivl en af de mest populære sangskrivere herhjemme. Derfor vil det være passende at hædre vores allesammens nationalskjald, Kim Larsen, ved at opkalde en gade, vej eller plads efter ham i København,' skriver Gunvor Wibroe i et opslag på Facebook.

Og den er hendes partifælle Niels E. Bjerrum (S) umiddelbart helt med på. Foruden at sidde i Borgerrepræsentationen er han også det ene af to socialdemokratiske medlemmer af Vejankenævnet i København.

»Det er en fremragende idé, og jeg ser gerne, at vi sætter os på den, før Odense gør det. Vi skal drøfte forslaget på næste møde i nævnet,« siger han til B.T.

Men der går dog lige noget tid, inden kommunens vej- og parkfolk rykker ud og sætter et nyt vejskilt op.

Der skal nemlig gå to år, før man opkalder en vej efter en afdød person. Desuden må der ikke være en anden vej, der har et navn, som kan forveksles med det nye navn, og endelig skal familien høres.

Spørgsmålet om, hvor vejen eller gaden skal ligge, er Niels E. Bjerrum ikke fast besluttet på. Men det behøver ikke nødvendigvis at være på Christianshavn, som mange ellers forbinder med Kim Larsen.

»Det er begrænset, hvad vi har af nybyggeri på Christianshavn. Kim Larsen boede også mange år i Rørholmsgade, men han boede også ved Mågevej i Nordvestkvarteret, så der er flere muligheder. En bekendt foreslog mig, at vi kunne ændre Lille Langebros navn til Kim Larsens Bro. Det er også en mulighed,« siger han.

I Odense, som Kim Larsen rykkede til i 1994 for at flytte sammen med Liselotte Kløvborg, kommer der tirsdag - mere end to døgn efter, at hans impresario Jørn Jeppesen offentliggjorde, at Kim Larsen var død - stadig folk forbi i en lind strøm ved opgangen til familiens lejlighed i Claus Bergs Gade i H. C. Andersen-kvarteret i hjertet af den fynske hovedstad.

»Jeg har fået rigtig mange henvendelser om det her. Odenseanere - høj som lav, ung som gammel - har skrevet til mig. Kim Larsens eftermæle er så stort, at det ikke vil forsvinde, uanset om der går et stykke tid. Vi skal nok finde en god måde at gøre det på,« siger Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel.(Arkivfoto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix)
»Jeg har fået rigtig mange henvendelser om det her. Odenseanere - høj som lav, ung som gammel - har skrevet til mig. Kim Larsens eftermæle er så stort, at det ikke vil forsvinde, uanset om der går et stykke tid. Vi skal nok finde en god måde at gøre det på,« siger Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel.(Arkivfoto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix) Foto: Malene Anthony Nielsen
Vis mere

Odenseanerne er på ingen måde færdige med at udtrykke sorg og ære og mindes hele Danmarks spillemand.

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har, lige siden Kim Larsens død blev kendt, modtaget bunkevis af opfordringer til, at Odense by opkalder en plads eller en gade efter ham. Nogle foreslår helt konkret, at pladsen foran Larsen-familiens hjem, der ligger i samme ejendom og lige oven på hans stamværtshus Lørups Vinstue, i fremtiden skal bære hans navn.

Peter Rahbæk Juel siger:

»Jeg har fået rigtig mange henvendelser om det her. Odenseanere - høj som lav, ung som gammel - har skrevet til mig. Kim Larsen har været en rigtig stor skikkelse i byen, og han har været meget synlig. Så på den måde fylder han rigtig meget her hos os.«

»Jeg synes, det er rørende at mærke den lyst og det behov for at give udtryk for sorg over Kim Larsens død. Jeg synes, det er meget smukt, og jeg kan godt forstå, at der er mange, som har behov for at give udtryk for, hvad de føler, arrangerer mindekoncerter og så videre,« siger han.

Og understreger så:

»Men det er vigtigt, at selv om vi alle sammen har et forhold til Kim Larsen som kunstner og fra bybilledet, så skal vi huske på, at det er dem, som på det helt personlige plan har mistet, der har det sværest. Det er konen, og det er børnene. Det er dem, der har mistet en ægtemand og en far,« siger Peter Rahbæk Juel.

»Så selv om der er mange, der er rigtig kede af det, så er vi nødt til lige at trække vejret og give familien den nødvendige fred og ro. De skal have tid til at komme videre, inden vi begynder at snakke om, hvordan byen kan mindes Kim Larsen fremover. Det haster ikke. Kim Larsens eftermæle er så stort, at det ikke vil forsvinde, uanset om der går et stykke tid. Vi skal nok finde en god måde at gøre det på,« siger Peter Rahbæk Juel.