Den amerikanske skuespiller Kevin Spacey kommer til Danmark med sit show, "Songs & Stories", 28. november, hvor han går på scenen i Falkonersalen på Frederiksberg.

Det skriver kulturmediet Soundvenue.

Det fremgår også af Falkonersalens kalender over kommende events.

- Kevin Spacey forener musik, personlige fortællinger og visuelle elementer i en sammenhængende og stemningsfuld scenisk oplevelse, står der i beskrivelsen af showet.

Ifølge arrangørerne venter der publikum "en elegant og følelsesfuld aften, der engagerer og berører". De kalder det "en sjælden mulighed for at opleve en ægte Hollywood-stjerne live på scenen".

Den 66-årige skuespiller blev i 2017 beskyldt for seksuelle overgreb begået mod flere personer.

Først afviste han alle anklager og sagde, at hændelserne - i det omfang, som skuespilleren mente, at de overhovedet havde fundet sted - foregik med samtykke.

I et interview i 2024 sagde Kevin Spacey, at han havde "skubbet til grænserne" og rørt personer på måder, som han ikke vidste, at de ikke havde lyst til.

Da anklagerne kom frem, blev han fyret fra Netflix-serien "House of Cards", hvor han spillede over for blandt andre danske Lars Mikkelsen.

Han har haft roller efterfølgende, men han har ikke høstet samme anerkendelse som i fordums tid med oscarvindende præstationer i "The Usual Suspects" og "American Beauty".

Han har også udmærket sig i film som "L.A. Confidential" og "Seven".

/ritzau/