Allerede inden statsminister Mette Frederiksen og co. holdt pressemøde fredag eftermiddag, tog Simon Kvist Bjerre bestik af situationen.

Han er restaurantchef hos Alimentum i Aalborg og havde godt fornemmet, at hans branche ville blive nævnt ved dagens coronapressemøde.

Det gjorde den. Regeringen anbefaler således, at restauranter og barer serverer sidste udskænkning klokken 22 – og lukker klokken 23.

»Derfor har vi sendt en opfordring til vores gæster om at rykke deres tid.«

Han uddyber, at folk opfordres til at komme samme dag – blot på et andet og tidligere tidspunkt på dagen.

»Vi håber, de vil komme ud tidligere og derfor ændre mindsettet, men stadig opleve den samme tidslomme uden stress,« siger Simon Kvist Bjerre.

Restaurantchefen forklarer, at fredag og lørdag stort set er fuldt booket.

Om dagens coronapressemøde, hvor en række restriktioner blev indstillet, får kunder til at melde fra i sidste øjeblik, kan han ikke afvise på stående fod. Men i sidste ende forventer han, at det nok skal gå:

»Hver gang vi bliver slået tilbage på afbud, modtager vi andre henvendelser. Så selvom vi mister lidt, så vinder vi noget på et andet tidspunkt. Vi er egentlig glade for, at vi ikke bliver hårdere ramt.«

»Og hvis vi skal lukke tidligere, går det nok. Men hvis vi får afbud, så må vi se på det til den tid.«

Han håber dog, at borgere vil huske på, at det er tilladt at spise offentligt:

»Jeg synes, vi skal agere fornuftigt i det her. Hvis man føler, man er i risikogruppe, så skal man selvfølgelig agere efter det.«

»Men folk, der er trygge ved at spise ude, skal have lov til det – så vi ikke alle bliver pakket ind i vat.«

Regeringens indstilling ved pressemødet er ikke endelig besluttet, men der er flertal for restriktionerne.

Erhvervslivet lukker fra søndag kl. 8.00.