Kritikken af en musikvideo lavet af en deling værnepligtige fra Skive Kaserne er alt for smålig.

Det mener den kendte debattør og pensionerede oberst Lars Møller.

»Man kan næsten ikke få mindre sko at gå i. Jeg tror faktisk, at vi har en Askepot-situation her,« siger Lars Møller, der blandt andet er kendt for sin rolle under Operation Bøllebank, hvor danske kampvogne under FN-flag nedkæmpede serbiske styrker i 1994.

Han minder om, at de menige har lavet den omdiskuterede sang til delingens afslutningsfest.

Forhenværende oberst og forfatter Lars Møller
Forhenværende oberst og forfatter Lars Møller Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Man skal huske konteksten. Det er jo nogle unge mennesker, som er blevet færdig med noget, som de garanteret har oplevet som temmeligt hårdt,« siger han.

Videoen har været genstand for kritik på fora for ansatte i forsvaret.

Her melder flere, at de værnepligtige med deres opførsel skænder uniformen.

Men kritikerne er ifølge Lars Møller nogle 'jammerlapper'.

De værnepligtige optræder forskellige steder på Skive Kaserne i musikvideoen, der er lavet som et underholdningsindslag. Foto: YouTube
De værnepligtige optræder forskellige steder på Skive Kaserne i musikvideoen, der er lavet som et underholdningsindslag. Foto: YouTube
Vis mere

»Vi har jo ytringsfrihed. Det svarer jo til, at fodboldlandsholdet ikke må råbe 'store patter',« siger han med henvisning til, at det vakte stor opstandelse, da det danske fodboldlandshold i 2017 sluttede et kampråb af med netop disse ord.

»Folk skal få sig et liv i stedet for at blive krænket over noget, de ikke skal blive krænket over.«

»De kan gå ud i Rold Skov og råbe deres forargelse op mod Månen, for det er så langt væk og så øde, at ingen kan høre det,« siger Lars Møller.

Landsformand for Danmarks Veteraner Niels Hartvig Andersen mener også, at kritikken er for hård.

»Personligt synes jeg, at man er for tyndhudet, og at alt bliver set i et krænkelseslys.«

»Omvendt vil jeg sige, at når vi som veteraner er ude, så repræsenterer man jo ikke bare sig selv, men sin enhed og sit land.«

»På baggrund af det, synes jeg, at man fremover skal sige fra dag ét til de værnepligtige, at man skal være varsom med at sende sådan noget som den video ud,« siger Niels Hartvig Andersen.

Jonas Christensen, der har været med til at lave den omdiskuterede musikvideo, har beklaget, at 'folk føler sig krænket af sangen'.