Han er kendt for sin utrættelige kamp for klimaet og for at levere vejrudsigter med sikker hånd.

Nu blander den kendte meteorolog og klimaforkæmper Jesper Theilgaard sig i den ophedede debat om regeringens planer om at fortsætte arbejdet med en mulig bro over Kattegat.

'Så får man da lige ødelagt to naturperler, Røsnæs og Samsø. Det må ikke ske,' skriver han på Twitter.

Over for B.T. uddyber Jesper Theilgaard sin bekymring. Det handler for ham ikke om klima i denne omgang, men om at beskytte unik dansk natur.

»Tangen på Røsnæs på Sjælland er ret smal, så der er ikke meget tilbage af den, hvis man lægger en firesporet motorvej hen over den. Tangen – og den unikke natur på den – vil jo forsvinde fuldstændig,« siger han.

Jesper Theilgaard fløj til tasterne, efter transportminister Benny Engelbrecht (S) i weekenden meldte ud, at regeringen vil fortsætte undersøgelsen af en mulig Kattegat-forbindelse fra Vestsjælland til Østjylland syd for Aarhus.

Planen involverer en bro, der samtidig vil skære tværs over Samsø. Broen vil forkorte rejsetiden fra København til Aarhus med halvanden time.

Den del af planen har fået samsingerne, der bryster sig af allerede i dag at være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi, op i det røde felt.

Og det forstår Jesper Theilgaard så udmærket.

»Samsø er en fantastisk ø. Den er isoleret og har bibeholdt sit særpræg og sin natur. Hvis man lægger en motorvej hen over Samsø, bliver øen delt i to og fuldstændig spoleret,« siger han og tilføjer, at også naturområdet ved Hov i Østjylland vil lide under en broforbindelse.

»Man planlægger jo nærmest med at køre en kæmpe motorvej igennem tre naturparker. Det, synes jeg, simpelthen ikke kan være rigtigt. Nej, hvis man skal lave en Kattegat-forbindelse, må man grave den ned i en tunnel.«

Nogle vil ud fra et klimasynspunkt måske mene, at der ville kunne være en klimagevinst ved at forkorte rejsen både i tid og kilometer mellem København og Aarhus. Men det er et meget kompliceret regnestykke at finde frem til, om en Kattegat-forbindelse vil reducere eller tværtimod få CO2-udledningen til at stige, siger Jesper Theilgaard.

»En sådan bro og motorvejsanlæg vil koste en ufattelig mængde beton, hvor der vil være meget stor CO2-udledning i produktionen af det. Samtidig vil biltrafikken jo gradvist gå over til el, og så forsvinder CO2-gevinsten jo ved at reducere bilernes transporttid fra København til Aarhus,« siger han.

I stedet for at fortsætte planerne om en mulig Kattegat-forbindelse opfordrer han politikerne til at få etableret en eldrevet jernbane med lyntog mellem landets største byer i stil med den såkaldte timeplan, som Løkke-regeringen skrottede i foråret 2019.

»Der ville man kunne man hente en ordentlig CO2-gevinst,« siger Theilgaard.

»Men man får ikke gjort tingene færdige. Og jeg synes, det er trist, at man så med planerne om en Kattegat-bro sælger naturen, for vi har ikke meget uberørt natur tilbage.«