Den kendte københavnske restaurant Palægade er brændt natten til onsdag.

Det bekræfter en af medejerne over for B.T.

Samtidig fortæller han, at der er tale om store skader på den berømte restaurant.

»Vi havde en brand i nat, der er formentlig gået ild i en bar. Der er store skader, og vi kommer til at have lukket i lang tid,« siger Rasmus Amdi-Larsen til B.T.

Han er medejer af Restaurant Palægade, som serverer klassisk smørrebrød med et moderne twist.

Det står ikke klart, præcis hvornår man regner med at kunne åbne igen.

Rasmus Amdi-Larsen vil dog kun sige, at det kommer til at tage tid.

»Der er tale om store sod- og varmeskader i restauranten. Hele restauranten er sort. Ledninger er smeltede. Det er ikke bare noget, man lige kan tage med en klud,« siger han til B.T.

Der er store ødelæggelser i restauranten som følge af branden. (Foto: Jeppe Elkjær)
Der er store ødelæggelser i restauranten som følge af branden. (Foto: Jeppe Elkjær)
Vis mere

Endnu er det stadig meget nyt, og situationen skal endeligt vurderes for folkene bag restauranten, der blev kåret til Byens Bedste frokostrestaurant af Berlingske sidste år.

I en artikel om de bedste smørrebrødsrestauranter i samme medie sidste år kunne man læse følgende om Restaurant Palægade.

'Da Restaurant Palægade åbnede, blev det i forvejen høje smørrebrødsniveau i København lige løftet endnu en tak – og standarden er ikke gået ned siden åbningen. Palægade skuffer aldrig.'

'Det skinner igennem på tallerkenerne, at det blandt andet er de dygtige folk bag Michelin-restauranten Formel B, der trækker i trådene bag kulissen. Og som et ekstra plus har sommelier Simon Olesen udarbejdet et vinkort, der kan gå godt til det vidunderlige smørrebrød.'