På enkelte dage i juleferien bliver det betragteligt dyrere at sætte sig ind i en taxa hos de tre største selskaber herhjemme.
I et tilfælde, hos Taxi 4x27, er starttaksten i en taxa, som du prajer på gaden, sat op fra tre kroner til 135 kroner i perioden 24-26. december samt de to nytårsdage.
Det er en procentvis stigning på 4.400 procent.
Nej, du fik ikke taget et nul med for meget i farten. Firetusindefirehundrede procent.
Og det imponerer bestemt ikke den kendte iværksætter og millionær Martin Thorborg, der er administrerende direktør i Dinero
Fra 2014 og 2016 rettede han flere gange en offentlig kritik af taxabranchen, der dengang førte en krig mod appen Uber.
Taxibranchen kunne gå sejrsrigt ud af den kamp, og i januar kom den nye taxalov, der netop giver selskaberne råderum til at lave så markante prisstigninger.
»De må tage de priser de vil, men jeg synes, det er synd. Lige nu sidder taxaselskaberne og siger, 'vi tager 135 kroner som startpris'. Hvorfor, spørger man. 'Fordi vi kan,' siger de og griner. 'Det kan godt være, at vi mister et par kunder, men hvad er dit alternativ? Har du tænkt dig at gå hjem?,' kan de passende spørge,« siger Martin Thorborg.
Taxi 4x27's direktør, Thomas Petersen, har til B.T. udtalt, at man sætter priserne så markant op, fordi taxachaufførerne skal tjene penge.
Den forklaring køber Thorborg dog ikke.
»Det er noget pladder. Det er alment kendt, at taxachaufførerne får halvdelen af det, der bliver kørt ind. Hvorfor skal taxaselskaberne, der ejer bilen, også have mere? Det er jo ikke ham direktøren, der er på arbejde juleaften og må løbe fra den gode steg. Hvis der virkelig var et behov for, at chaufførerne skulle have mere, så kunne de sætte priserne tyve procent op og så give alle de 20 procent til chaufføren,« siger iværksætteren.
Direktør Thomas Petersen gør desuden klart, at der som en del af den nye taxalov er blevet sendt flere vogne på gaden, og at der derfor er flere chauffører, der skal slås om kunderne.
Resultat?
At man som taxachauffør har svært ved at få stablet en nogenlunde månedsløn på banen.
Men her mener Martin Thorborg, at man skal gentænke taxafaget.
»Hvem siger, at et erhverv som taxachauffør skal være et fuldtidserhverv?,« spørger han.
Personligt kunne han sagtens se et marked, hvor man i stedet havde en masse danskere, der fik et fritidsjob som chauffør, i stedet for at man skal rette ind efter, at en stor gruppe chauffører skal være sikret et vis månedsløn.
Ifølge forretningsmanden skinner det dog igennem i taxaloven, at man bestemt ikke byder såkaldte 'fritidschauffører' velkomne.
Blandt andet ryster han på hovedet over, at et taxameter er et krav, hvis man vil føre taxavirksomhed.
»Man SKAL proppe taxameter, sædekontakt og andet lort i. Jamen, det har man ikke i en almindelig bil. Den regel har man ALENE lavet for at holde selskaber som Uber væk. Jeg synes, det er ulækkert,« siger Martin Thorborg og fortsætter:
»Der er ikke ét rationelt argument for, at der skal være et taxameter og sædekontakt i. Mobiltelefonen havde været mindst lige så sikker at bruge.«
Thorborg gør desuden klart, at han ikke er »fan af Uber, men mere i konceptet, at studerende og almindelige mennesker kan bruge den bil, de i forvejen har, og så tjene lidt ekstra penge og forsøde tilværelsen lidt.«