Erhvervskvinden Stine Bosse har ikke mange positive gloser at vedhæfte det brev, hun har modtaget fra Gældsstyrelsen. Tværtimod.

»Jeg savner ord. Det er fuldstændig tåbeligt,« siger hun til meddelelsen om, at hun har fået afskrevet 196,52 kroner af en gæld på over 3.000 kroner, hun ikke vidste, hun havde.

Hun slipper med andre ord for at betale beløbet, og det er netop det, der har forårsaget hendes fnysende reaktion.

For står det til den profilerede erhvervskvinde, der er formand for PlanBørnefonden, bør Gældsstyrelsen slet ikke vinke farvel til de 5,8 milliarder kroner, som 485.000 danskere nu slipper for at betale.

Stine Bosse har modtaget dette brev fra Gældsstyrelsen. Privatfoto
Stine Bosse har modtaget dette brev fra Gældsstyrelsen. Privatfoto
Vis mere

Herunder det undseelige beløb, som Stine Bosse selv har fået afskrevet.

»At sige, vi skal afskrive fem milliarder, er fuldstændig tåbeligt. Tænk, hvad de penge kunne have gjort for eksempelvis ældre mennesker. Det er ikke forsvarligt at sige, at vi bare afskriver hele den her indtægtsside for samfundet,« siger hun.

Brevene, som Gældsstyrelsen sender ud til de mange tusind borgere, drejer sig hovedsageligt om gæld i form af ubetalte togbøder, glemte licensregninger, uberettiget SU og anden gæld til det offentlige.

For langt de fleste drejer det sig om mindre beløb. Ni ud af ti får således eftergivet beløb på under 2.000 kroner ifølge Ritzau.

Gældsafskrivelsen sker efter problemer med inddrivelsen af pengene. Skattemyndighederne måtte i 2015 skrotte det digitale inddrivelsessystem EFI, og det er i forlængelse af det oprydningsarbejde, at mindre beløb nu afskrives.

Gældsstyrelsen oplyser, at der er tale om 'gæld, der i forvejen var ringe udsigt til ville blive betalt på grund af den lave betalingsevne hos skyldnerne'.

Det giver Stine Bosse dog ikke meget for.

Er det ikke fornuftigt nok, at Gældsstyrelsen ikke bruger ressourcer på at inddrive så små beløb?

Stine Bosse er formand for PlanBørnefonden. Arkivfoto
Stine Bosse er formand for PlanBørnefonden. Arkivfoto Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Nej, det er det ikke. Lige så vel som de kunne sende et brev i e-Boks om, at de afskriver gæld, lige så vel kunne de have sendt et brev om, at jeg skulle betale,« siger hun og fortsætter:

»Argumentet er blandt andet, at det skulle være en dårlig 'business case'. Men vi er dårligt stillet, hvis det ikke kan betale sig at inddrive de penge.«

Ifølge skattemyndigheden er den reelle værdi af gældsposterne for 5,8 milliarder kroner omkring én milliard kroner.

Det skyldes den dårlige betalingsevne hos skyldnerne.

»Jeg kan ikke få hoved eller hale i det. Jeg troede, gældsafskrivelsen gjaldt for folk uden midler. Men det er jo ikke tilfældet, når jeg også får et brev. Jeg både kan og vil betale,« siger Stine Bosse og fortsætter:

»Hvis de ville gøre rent bord, skulle de droppe alle småbeløbene.«

Når Stine Bosse alligevel skal betale den resterende del af sin gæld til statskassen, skyldes det antagelig, at gæld, 'hvor en afskrivning kan støde retsfølelsen, eksempelvis politibøder, sagsomkostninger fra straffesager og skattebøder, friholdes fra afskrivning,' oplyser Gældsstyrelsen.

»Det er noget rod. Den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør,« siger Stine Bosse.