Better safe than sorry. Safety first.

Ja, ordsprogene er mange – og væsentligheden stor. Det er nemlig uhyre vigtigt med sikkerhed. Særligt, når man begiver sig ud i trafikken.

Derfor har Euro NCAP siden 1997 sikkerhedstestet biler og dermed strammet kravene for netop sikkerheden.

I en nylig crashtest var der særligt en bil, der stjal showet. Men det var ikke på den gode måde. Tværtimod.

Elbilen Renault Zoe formåede nemlig ikke at hive en eneste stjerne hjem, på trods af at modellen i 2013 scorede topkarakter med fem stjerner.

»Den her bil var faktisk okay for ti år siden, men i dag er den jo som en ti år gammel brugt bil. Så den er slet ikke på højde med det, man kan gå ud at købe i dag,« fortæller Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør på FMDs magasin, Motor, og desuden FDMs sikkerhedsrepræsentant i Euro NCAP-samarbejdet.

»Det, der springer i øjnene, er, at der er tale om en bil, der er dårlig i sikkerheden og dårligere, end den egentlig havde behøvet at være.«

Søren W. Rasmussen forklarer, at en af de væsentligste grunde til, at Renault Zoe-modellen halter bagefter på sikkerhedsfronten, er, at der ikke er nogen nødbremse i bilen som udgangspunkt. Den skal derimod tilkøbes som ekstraudstyr.

Renault Zoe fik ikke en eneste stjerne i Euro NCAPs crashtest.
Renault Zoe fik ikke en eneste stjerne i Euro NCAPs crashtest. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

Derfor var nødbremsen ikke med i Euro NCAPs test, da der her testes på bilernes standardudstyr.

»Kravene til at få fem stjerner er skærpet i løbet af de her år, men bilen har stået stille udviklingsmæssigt. Det er rigtig dårligt. Den er endda på visse områder blevet en lille smule dårligere, idet Renault har ændret nogle af de airbags i bilen til nogle mindre avancerede,« fortæller Søren W. Rasmussen.

På trods af det alarmerende sikkerhedsniveau skal man dog ikke være nervøs, hvis man har en Renault Zoe stående i garagen.

Han råder dog – på baggrund af testresultaterne – til, at man tænker i andre baner end Renault Zoe, hvis man er på jagt efter en ny bil.

»Det er ikke en bil, der på nogen måde lever op til 2021-niveauet, og derfor er det en bil, vi fraråder, at man køber.«

I samme ombæring henviser han til, at man bruger »sin sunde fornuft«, hvis man skal leje en bil – eksempelvis ved biludlejningstjenesten GreenMobility.

Her kan man nemlig tilkøbe sig en tur i en Renault Zoe for bare fem kroner i minuttet.

Hos biludlejningsfirmaet har Euro NCAPs crashtest da også givet stof til eftertanke.

Thomas Heltborg Juul, administrerende direktør i GreenMobility.
Thomas Heltborg Juul, administrerende direktør i GreenMobility. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det er da klart, at de har givet os nogle overvejelser,« fortæller Thomas Heltborg Juul, der er administrerende direktør i gruppen, som ligeledes kan bekræfte, at den føromtalte nødbremse ikke er en del af udlejningsbilerne.

»Vi udskifter løbende vores flåde, og fremadrettet skal de biler, vi bestiller, have den her bremse, men der er ikke noget, der på nogen måde bekymrer mig i forhold til de biler, vi har,« fortæller han.

Thomas Heltborg Juul mener ikke, der er grund til at foretage en udskiftning af de biler, der allerede er i brug flere steder i Europa gennem GreenMobility, som altså ikke indeholder nødbremsen.

»Vi har over 1.000 biler, så det er ikke noget, man bare lige gør, og som sagt er bilerne meget sikre – også uden nødbremsen,« forklarer han.