Kendt dansk tøjmærke tæt på konkurs: Reddet på målstregen


Det danske tøjmærke Le Fix har været tæt på at dreje nøglen om.
På Statstidende fremgår det, at Sø- og Handelsretten 31. marts tog firmaet bag, LEFIX+, under konkursbehandling.
Men 14. april kunne tøjmærket på sin Instagram dele et opslag, som pegede i en anden retning.
»Vi er tilbage (...) Vi har været væk, sendt til tælling,« lød det blandt andet.
Og Le Fix er tilbage. Det bekræfter den ene af firmaets direktører, Valdemar Kludt, over for B.T.
»Som for så mange andre butikker, restauranter og cafeer har de sidste par år været hårde for vores butik i Kronprinsensgade. Vi blev ramt under corona, og den stigende inflation og energipriserne gjorde absolut intet bedre. Hættetrøjer, tees og sneaks er ikke det, folk bruger penge på, når aviserne skriver om kriser,« forklarer han om årsagen til, at tøjmærket balancerede på konkursens rand.
»Men det lykkedes heldigvis at redde butikken igen, så nu er rullegitteret oppe, og så håber jeg ellers, at foråret og solen giver folk mod og lyst til at købe hættetrøjer, tees og sneaks igen.«
Le Fix har mere end 20 år på bagen og specialiserer sig i streetwear.
I regnskabet for 2021/2022 havde Le Fix et overskud på 77.405 kroner, men egenkapitalen var faldet fra mere end 700.000 kroner året før til cirka 461.000 kroner.