Bryllupper, konferencer og hotelgæster plejer at være en del af hverdagen på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, men lige for tiden står godset mere eller mindre tomt.

Det skyldes naturligvis corona-krisen, der har gjort, at vi i Danmark ikke må samles mere end 10 personer. Og det betyder, at Kragerup Gods mister 500.000 kroner om ugen. Det skriver TV 2 Øst.

Derfor har ejeren, Birgitte Dinesen, sendt 20 medarbejdere hjem. Nogle er sendt hjem uden løn, mens andre er sendt på tvungen ferie.

Derfor glæder det Birgitte Dinesen, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) nu vil sende krisehjælp til klemte firmaer i ekspresfart.

Kragerup Gods var vært for Venstres sommergruppemøde i 2019.
Kragerup Gods var vært for Venstres sommergruppemøde i 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det bliver min økonomichef glad for, fordi han mangler de penge. Det gør han virkelig.«

Erhvervsministeren vil øge tempoet så meget, at ni ud af 10 virksomheder får lønkompensation inden 1. maj.

Kompensationen gør det muligt for virksomheder at få staten til at betale op til 75 procent af en medarbejders løn.

Når Danmark er på den anden side af corona-krisen, mener Birgitte Dinesen, at det vil tage tre år, før Kragerup Gods laver overskud igen.

Ejeren tilføjer, at det værste lige nu er uvisheden om, hvornår hun må afholde arrangementer på godset igen.

Når hendes medarbejdere kommer tilbage, vil der ikke være meget at lave. Således har Birgitte Dinesen ingen bookinger i bøgerne de kommende tre måneder.

Mette Frederiksen forventes at præsentere den næste fase i genåbningen af Danmark omkring 10. maj.

Men det er helt sikkert, at forsamlinger på over 500 personer er forbudt frem til 1. september.