Det plejede at regne med hæder ned over den københavnske burgerkæde YoBurger. Men på det seneste har det regnet med bøder.

11. november fik Yoburgers burgerbar i Gothersgade i Indre By besøg af Fødevarestyrelsen, der blot en måned forinden havde givet burgerbaren en sur smiley og bøde på grund af hygiejneproblemer.

Under det nye kontrolbesøg konstaterede fødevarekontrollen, at der rettet op på hygiejnen. Men til gengæld var der noget andet helt galt.

Det viste sig, at YoBurger ikke havde hængt den tidligere kontrolrapport med sur smiley op i vinduet ved indgangspartiet, hvilket ellers er påkrævet ved lov.

I stedet hang en kontrolrapport fra et kontrolbesøg 10. august med en indskærpelse (en mellemglad smiley, red.).

‘Medarbejder til stede var ikke bekendt med, at der skulle være fremsendt en ny kontrolrapport, men finder brevet under tilsynet,’ skriver Fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport.

Som konsekvens af den forkerte kontrolrapport har YoBurger fået en ny sur smiley og en bøde på 2.000 kroner.

YoBurger i Gothersgade har nu fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på tre ud af de sidste fire kontrolbesøg.

YoBurger i Gothersgade har tidligere fået en sur smiley og bøde for dårlig vedligeholdelse. Foto: Google Street View
YoBurger i Gothersgade har tidligere fået en sur smiley og bøde for dårlig vedligeholdelse. Foto: Google Street View
Vis mere

Kontrolbesøget skete på baggrund af en forbrugerhenvendelse, oplyses det i kontrolrapporten.

Angående den nye sure smiley siger ejer og stifter af YoBurger, Patrick Bachmann:

»Jeg er glad for interessen i vores forretning og kan glædeligt meddele, at der på intet tidspunkt har været tale om udfordringer, der kan være til skade sundhedsmæssigt for vores kunder. Fødevarestyrelsen forventer at trække bøden tilbage. Jeg afventer endelig afgørelse,« siger han i en skriftlig kommentar til B.T. København.

YoBurger har tre burgerrestauranter i København, hvoraf de to ligger i København K og den sidste på Østerbro.

Sidstnævnte blev tilbage i 2019 politianmeldt af Fødevarestyrelsen på grund af gentagne rengøringsproblemer. I dag er situationen dog den diametralt modsatte, eftersom YoBurger på Østerbrogade kan bryste sig af at have fået en såkaldt elite-smiley.

En elite-smiley viser, at en fødevarevirksomhed har fået en glad smiley ved de seneste fire kontroller, og at der ikke har været nogen sanktioner mod virksomheden de seneste 12 måneder.

Berlingskes byguide AOK, der hvert år afholder konkurrencen 'Byens Bedste', har flere gange nomineret YoBurger i kategorien 'Byens Bedste Burger'.

Kæden er endnu ikke løbet med førstepladsen, men det blev til en flot andenplads i 2018.

Om YoBurger vil kunne tilkæmpe sig en lignende hæder næste gang, vil tiden vise.