Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, møder nu modstand fra en af Danmarks mest kendte biologer.
Det sker efter, at hun i et interview med B.T. foreslog, at alle ulve i Danmark skal skydes.
»Jeg mener, at de skal skydes hver og en. Jeg mener ikke, at de hører til her,« sagde Støjberg i dette interview.
Men den udtalelse er udtryk for »1800-tallets natursyn«.
Det mener biolog Morten D.D. Hansen, der blandt andet er kendt fra flere populære tv-programmer som 'Bidt af naturen' og '1 døgn, 2 hold, 3 dyr'.
Han var også i mange år museumsinspektør for Naturhistorisk Museum i Aarhus.
»Problemet er, at vi siden vi udryddede ulven i 1813 i 200 år har følt, at vi har monopol på naturen. Men vi har glemt, at der i hele verden er store dyr, og at det er helt naturligt,« siger Morten D.D. Hansen til B.T.
Selv bor han i Midtjylland i et område, der med hans egne ord er »ulveland«.
Og her er der både »typer, som synes, at den skal skydes« og »mange som synes, at det er superfedt, at der er ulve«.
»Jeg har jo selv set den adskillige gange nu, når jeg går ude på hederne. Jeg har ikke skænket det en tanke,« siger Morten D.D. Hansen, men tilføjer:
»Det er klart, at du ikke skal sætte din lille treårige alene ud på heden, for så kan det da godt være, at ulvene tænker, at »den tager vi lige«. Men hvem lader også deres treårige rende alene rundt på en hede?«
Selvom en ulv måske ikke er en treårigs bedste ven, skal vi huske på, at ulven ikke er særligt farlig for mennesker, siger Morten D.D. Hansen.
»Man kan jo ikke udelukke på en 1000-årig horisont, at der sker noget. Det kan du aldrig gøre,« siger han.
Morten D.D. Hansen påpeger, at for eksempel skovflåter og gedehamse i modsætning til ulven skader eller slår adskillige mennesker ihjel hvert år i Danmark.
Morten D.D. afviser, at det er et argument for at skyde ulven, at dens tilstedeværelse kan gøre folk utrygge ved at færdes i naturen.
I stedet handler det om at uddanne folk i, at ulven ikke er så farlig, som de frygter.
Han ser dog ingen problemer i, at man regulerer ulven, som man også regulerer andre dyr i den danske natur.
De såkaldte ‘problemulve’ skal bare skydes, mener han.
»Det er fuldkommen naturligt, at ulve angriber får, der ikke er hegnet ind. Hvis en ulv ikke gør det, så bliver jeg nervøs,« siger Morten D.D. Hansen og fortsætter:
»Men en ulv, der begynder at komme for tæt på mennesker og ikke er sky, er et problem. De skal skydes på stedet. Ingen problemer med det. Det gider vi ikke have. Ulve skal være sky.«
Men ultimativt er der én ting, som vi bliver nødt til at vænne os til, mener han:
»Vi bliver nødt til at lære at leve med ulven.«
I 2012 blev den første ulv i nyere tid set i Danmark.
Ifølge den seneste opgørelse er der nu 42 ulve i Danmark. Men det reelle antal kan være mellem 54 og 78, lyder det i et notat, som du kan læse mere om HER.