Efter en lang periode med for højt blodtryk og en række følgevirkninger, må aalborgensiske Annika Aakjær aflyse sin kommende turné.

I løbet af efteråret skulle sanger og satiriker Annika Aakjær have været rundt i det meste af landet med sit show 'Det Meste Tour', hvor hun blandt andet skulle have været forbi Skråen i Aalborg 13. november.

Men det kommer ikke til at ske, for Annika Aakjær er ramt af forhøjet blodtryk, der giver en række følgevirkninger, og det er formentligt en følgevirkning af stress, skriver Skråen på deres hjemmeside.

Annika Aakjær udtaler til Skråen, at sygemeldingen kommer efter en lang periode, hvor hun har haft travlt med tv-optagelser, musik og lignende, og nu siger hendes krop fra med migræne, uro i kroppen og lignende.

»Det er hårdt ikke at kunne klare at gøre det, jeg allerhelst vil – men lige nu er jeg nød til at fokusere på at få det bedre. Jeg håber på alles forståelse, og så vil jeg glæde mig til at se jer alle sammen i forsommeren 22,« fortæller Annika Aakjær til Skråen.

Derfor bliver det også først i det nye år, at aalborgenserne kan opleve Annika Aakjær live igen.

Koncerten på Skråen i Aalborg er rykket fra 13. november 2021 til 6. maj 2022. Hvis du allerede har købt billet til koncerten 13. november, gælder denne også til den ny koncert.

Billetter, som er købt i Salling eller Skråens billetcafé, kan refunderes i Skråens billetcafé frem til 20. oktober 2021.