Den tidligere tv-vært og nuværende forfatter Pelle Hvenegaard er sur. Tv-kokken Louisa Lorang er sur. Og mange andre københavnere er sure.

Sure over, at en helt bestemt melodi er blevet et ufrivilligt vækkeur i tide og utide.

Én melodi med fem toner, der mest af alt minder om den gamle lyd, der lød fra højttalerne i DSB-togene, før togføreren fortalte om forsinkelser eller signalfejl.

Men denne gang kommer den lille jingle fra de meget omdiskuterede løbehjul fra producenten Lime, der står parkeret på hver en ledig plads i København og flere andre byer.

De grønne løbehjul har nemlig en fem toner lang 'melodi', som afspilles, når du låser transportmidlet op, men af uransagelige årsager lyder tonerne også hver morgen.

Flere gange og højlydt.

»Jeg vågnede af den for lang tid siden, og jeg tænkte: 'Hvad fanden er det?' Det var voldsomt irriterende,« fortæller Pelle Hvenegaard, der er bosat på Christianshavn.

Den tidligere tv-vært slog det hen, men for cirka en uge side lå han og var ved at falde i søvn, da der pludselig lød en lyd fra gaden.

Pelle Hvenegaard og Louisa Lorang er godt og grundigt træt af én bestemt lyd i disse tider
Pelle Hvenegaard og Louisa Lorang er godt og grundigt træt af én bestemt lyd i disse tider Foto: Privatfoto
Vis mere

Så lød den igen. Og igen.

»Jeg lå fra 24 til 02, mens lyden blev ved med at komme. Hver gang jeg var ved at falde i søvn, kom den satans lyd i går. Man bliver vanvittig af det,« fortæller han.

Derfor tog Pelle Hvenegaard sin mobil og filmede ud af vinduet, hvor han hurtigt fangede den gennemtrængende lyd.

Videoen lagde han op på Facebook-gruppen 'Os fra Christianhavn' og spurgte, om andre havde oplevet lignende.

Og det må man sige, at folk havde.

Hurtigt kom der adskillige kommentarer fra christianshavnere, der var voldsomt trætte af at blive vækket i tide og utide, ligesom mange skrev, at de har set sig nødsaget til lukke vinduerne om natten for at undgå at få afbrudt deres søvn.

En af dem, der udtrykte deres frustration, var Louisa Lorang, der jævnligt giver danskerne madinspiration i 'Go' morgen Danmark'.

Hun har også bandet og svovlet over lyden fra løbehjulene.

»Det tog mig lang tid at finde ud af, hvad det var, men min datter kunne så fortælle mig, at det var de her løbehjul. Jeg er vågnet af dem mange gange, for de larmer helt sindssygt,« fortæller Louisa Lorang og fortsætter:

»Sommetider sætter folk dem også inde i vores gård, så det er jo et helvede, når den høje lyd bare runger derfra.«

Louisa Lorang, kok.
Louisa Lorang, kok. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Pelle Hvenegaard og Louisa Lorang er dog bestemt ikke de eneste, der oplever at blive vækket af melodien.

B.T. skrev i februar om en gruppe borgere på Vesterbro i København, som også var godt og grundigt trætte af, at noget så banalt som et løbehjul skulle give dem seriøse problemer med deres søvn.

I den forbindelse fik B.T. også henvendelser fra andre steder i København og Odense, hvor den karakteristiske jingle skabte frustrationer i soveværelserne.

Dengang oplyste Lime, at man ikke havde hørt om fejlen før, men at man ville udbedre den.

Overraskende nok er meldingen fra Lime i dag nogenlunde den samme.

»Vi gør vores bedste for at fikse det her problem så hurtigt som muligt, og vores tekniske afdeling er i gang med at undersøge sagen,« skriver Lime i et skriftligt svar.

B.T. har bedt om et telefonisk interview, så vi kunne prøve at få svar på, hvordan man efter så mange måneder fortsat kan have denne fejl, der ødelægger folks nattesøvn, men denne forespørgsel er blevet afvist.