Der er to slags mennesker. Dem, der finder glæde i juletiden ved at stå op, tænde kalenderlyset og skrabe ét enkelt felt på deres skrabekalender. Og så er der dem, der febrilsk kradser alle felterne på én gang med den rustne 5-krone, de har fisket op til denne ugerning.
Juleaften er om præcis en måned, og selvom mange danskere elsker den søde ventetid, er der mange, der ikke kan holde nallerne fra at tyvstarte på den klassiske skrabekalender fra Danske Spil.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Det er en almindelig kendt regel, at en julekalender har 24 låger, så man på den måde kan bruge den som nedtælling til den store dag.
Men det er langt fra alle danskerne, der følger den regel.
En stor undersøgelse fra YouGov viser nemlig, at næsten 50% af danskerne har været uartige og før har prøvet at skrabe forud.
15 procent svarer, at de endda har prøvet at skrabe hele kalenderen før den 1. december.
Men selvom dem, der tyvstarter, formodentlig kommer på julemandens liste over 'slemme børn', så forstår den administrerende direktør i Danske Lotteri Spil godt de danskere, der ikke kan lade være.
»Vi kan sagtens forstå, at man kan have lyst til at se med det samme, om der er gevinst – og vi udbetaler selvfølgelig også meget gerne pengene før juleaften – så kan de jo også nå at sprede endnu mere glæde og julestemning, hvis gevinsterne går til flæskestegen eller måske til en ekstra julegave,« siger Malene Mølgaard fra Danske Lotteri Spil.
Undersøgelsen viser dog, at der stadig er håb forude for menneskeheden.
For selvom halvdelen af os danskere har prøvet at tyvstarte, så foretrækker størstedelen stadig den klassiske metode med at skrabe ét enkelt felt om dagen henover julen.
64 procent af de adspurgte foretrækker nemlig denne skrabemetode.
Danske Spil har solgt julekalenderen siden 1994. I dag bliver der solgt flere end 2 millioner eksemplarer hvert år. De skriver yderligere i pressemeddelelsen, at der hvert år er fem julekalendere med den store gevinst på 1.000.000 danske kroner.
