Katrine Blinkenberg arbejdede indtil 2021 som præst i den danske folkekirke.
Hendes fortælling om sig selv har lige siden folkeskolen været, at hun var "god til noget med bøger".
»At skrive blev min ting. Også fordi jeg altid har været fuldstændig umulig til noget med mine hænder. Det var i hvert fald historien i skolen.«
»Jeg var ikke god til at tegne, og som den eneste i klassen fik jeg aldrig symaskinekørekortet. Jeg nåede kun til at sy på papir, for jeg syede for grimt og kunne ikke betjene maskinen. Formning var en ørkenvandring,« fortæller Katrine.
Lykken i leret
Da Katrine sagde sit arbejde som præst op efter mange år i mistrivsel – og fordi, "når man begraver mindst et menneske om ugen, bliver man også bevidst om, at livet er kort" – nægtede hendes indre stemme at lytte til den gamle historie om, at hun ikke kunne noget med sine hænder.
Den indre stemme nærmest skreg på at få lov til at stikke hænderne i et materiale for at skabe en stor skulptur ...
Før hun fik fingrene i leret, eksperimenterede hun dog med gips, som var det, der kunne lade sig gøre derhjemme på køkkenbordet.
»Jeg var nødt til at starte med det mulige. Jeg havde ikke en ovn til at brænde ler. Jeg havde heller ingen håndværksmæssig fornemmelse, så jeg var ikke i kontrol.«
Og så fandt Katrine lykken.
Håndarbejde er også sjælesorg
»Leret gjorde og gør mig lykkelig, fordi det er så håndgribeligt. Der er kontant afregning. Jeg kan se, hvor langt jeg er nået. Det er beroligende for mig, men også en måde at undersøge på, hvad der er muligt.«
»Sådan er det også, når mit værksted er fyldt med kursister. Så undersøger vi sammen, hvad der er det mulige, og hvor håbet ligger. I arbejdet med leret er der ikke noget, der er forkert.«
»Du skal ikke komme for at blive perfekt, du skal komme for at blive ny. Det er sjælesorg eller omsorg, lidt ligesom i kirken.«
»Uden at jeg nogensinde siger noget om det, for det er sagen uvedkommende, at jeg er præst, og du kan komme, uanset hvad du tror på.«
»Kunsten ligger i at samle mennesker og få dem til at skabe noget,« siger Katrine Blinkenberg.
Et sofabord i ler
Fra at holde workshops for et til to mennesker er Katrines værkstedscontainer i dag oftest fuld.
Hun har ansat flere assistenter og udstiller og sælger sine egne værker og underviser stadig.
Noget af det bedste er, når virksomheder booker en workshop.
»Så kommer Lars fra IT, som bare ikke lyst til at være der, men chefen siger, at han skal, og nu sidder han der foran leret og er bange for at blive afsløret i, at det kan han ikke finde ud af.«
»Så er vores opgave jo, at Lars får bygget det vildeste, så han tænker, at kan jeg det her, så kan jeg også alt muligt andet.«
»Jeg havde en kvinde, der kom og sagde: 'Jeg har aldrig prøvet det før, hvad må jeg lave?'.«
»Jeg spurgte, om hun havde lyst til at lave et æggebæger som nogle af de andre, men nej, hun havde lyst til at bygge et sofabord. Så det gjorde hun. I ler. På tre timer,« fortæller Katrine.
Vil du slippe eller bevare?
Katrine håber, du tager mere med hjem end det håndgribelige.
»Det er ikke, fordi jeg har en dagsorden. Det skal man aldrig have, når man møder et andet menneske. Men der opstår næsten altid noget undervejs. Nogle konkrete eksempler, som jeg kan hive erkendelser ud af.«
»Hvis keramikken for eksempel krakelerer helt udenpå, og hende, der har lavet det, er ked af det, fortæller jeg, at det er da det flotteste, og at folk betaler ekstra for at købe mine ting, hvor glasuren sprækker.«
»Der kommer også mennesker, der virkelig har brug for at glatte leret ud, fordi du kan have en periode, hvor du virkelig har brug for at glatte alt ud.«
»Så præsenterer jeg altid den anden mulighed, men siger også, at du gerne må glatte ud, hvis det er det, du har brug for.«
»I starten troede jeg, at jeg skulle få folk til at blive mere ukontrollerede, men der er også noget fint i, at værkstedet kan det være det sted, hvor du har lov til at bevare kontrollen.«
Stilhed efter halvanden time
»Mange af dem, der kommer her, får et nyt syn på, hvad der skal til for at føle succes. Hvor hårde de måske er ved sig selv, og hvorfor de er det.«
»Jeg har fået et motto: 'Du kan bygge hvad som helst, hvis du kan finde ud af en ting: At bede om hjælp'!«
»Det er der nogle, der har rigtigt svært ved, og det kan der være mange grunde til. De fleste tager imod hjælp, men jeg har oplevet, at en brød helt sammen, fordi hun simpelthen havde glemt, hvordan man beder om hjælp.«
»Oftest vil der være mange, som ikke kender hinanden, men folk passer så godt på hinanden. Pludselig sidder de og udveksler historier.«
»Der sker noget, når fingrene arbejder, og vi ikke har øjenkontakt. Det er nemmere at komme til at tale om andre ting.«
Eller være stille. Stilheden plejer at sætte ind efter halvanden time,« siger Katrine Blinkenberg.