Det første, hun kan huske, er, at hun befinder sig i en tilstand halvt mellem søvn og bevidsthed. Noget har nået hende inde i mørket og hevet hende op. Vækket hende.
Men da hun åbner øjnene, rammer forvirringen, for alt viser sig at være anderledes.
»'Hvor er jeg henne?', tænker jeg. Jeg kunne ikke kende noget. Det gjorde, at jeg længe tænkte, jeg var fanget i et eller andet mareridt. At det ikke kunne være rigtigt,« fortæller Kathrine Langkjer.
En måned efter hun var begyndt i 9. klasse tilbage i 2002, endte en operation i hendes hjerne, hvor lægerne skulle fjerne en tumor, med, at der opstod en voldsom blødning.
Den unge pige mistede meget blod og var tæt på at dø – og lægerne kunne efterfølgende ikke vække hende fra narkosen.
Hendes krop var gået i en såkaldt præ-komatøs tilstand, og ingenting kunne få hende til at vågne.
Først 548 dage senere slog hun øjnene op. Til et sted, hun ikke kunne genkende – og til en krop, der for altid vil være anderledes. Alligevel insisterer hun på at få så meget ud af sit liv som muligt.
»Jeg er ikke død af det. Jeg lever. Jeg lever, og jeg vil have et liv. Simpelthen,« fortæller hun.
Kathrine Langkjers historie begynder i Aarhus, hvor hun kom til verden for 32 år siden.
Hun voksede op i en familie med mor, far og to yngre søstre, og når hun ikke gik i folkeskole, brugte hun meget tid på at tegne og danse ballet.
Særligt balletten fyldte mere og mere.
Fire gange om ugen trænede hun, og træningen gjorde hende så god, at hun både optrådte på Det Kongelige Teater og fik lov til at danse en solo.
Men da man snakkede om, at hun skulle træne fem gange om ugen, begyndte det at blive svært.
Hun følte, at hun skulle anstrenge sig mere, og hun følte sig mere træt. Alligevel gjorde hun det, for hun ville blive bedre. Være god.
Men trætheden, som havde fulgt hende i små glimt i nogle år, blev værre.
I løbet af årene havde hun haft pludselige hovedpiner, og hun kunne glemme ting. Blive dårligere til noget, hun ellers var god til.
»'Hvorfor er jeg nu langsommere til at læse? Hvorfor kaster jeg op? Hvorfor er jeg så træt?' På et tidspunkt kom jeg til at stjæle en andens jakke, fordi jeg troede, det var min, og jeg har glemt at klippe mit klippekort i bussen,« fortæller Kathrine.
»Men fordi det var så hverdagsagtigt som ondt i hovedet, hvilket vi alle kan få, så tænkte vi ikke så meget over det.«
'Hele min verden brød jo sammen'
Det var derfor først, da hun blev omkring de 15 år, at det begyndte at blive for meget, og familien valgte at få det undersøgt.
Lægen fandt ud af, at der kunne være noget galt med Kathrines hoved, og hun blev sendt på sygehuset, hvor hun blev scannet.
Scanningsbillederne viste, at hun havde en tumor i hjernen. Selv om den var godartet, skulle den opereres væk, da den sad ved lillehjernen.
Lægerne satte sig ned med hende og forklarede, at det kunne være, at nogle af hendes nerver kunne blive skadet af operationen. At det kunne gå ud over nogle af hendes bevægelser.
»Hele min verden brød jo sammen, fordi jeg havde gang i alt muligt. Jeg ville være færdig med skole, og hvad med balletten? Den ville jeg jo gerne gøre noget mere ud af. Det kom som et megachok,« fortæller Kathrine.
Men ingen af dem kunne have forudset den voldsomme blødning, der endte med at opstå under operationen.
Selv husker Kathrine meget lidt fra den dag, hvor operationen skulle foretages.
Og hun husker intet af de 548 dage, hun endte med at ligge i det, hun kalder en Tornerose-lignende søvn.
Til gengæld husker hun lidt af følelsen fra at vågne op.
»Det var meget tåget. Det var ikke sådan, at jeg vågnede op og var klar i hovedet. Det var mere, som når man er halvt vågen en morgen og ikke helt ved, om det er søndag eller mandag, og man ikke helt ved, hvad der sker,« forklarer Kathrine.
Hun ved ikke, hvorfor hun lige vågnede den dag.
»Det hele var bare meget omtåget. Det var, som om det hele var vat.«
'Nogen må redde mig og tage mig væk'
Da hun slog øjnene op, genkendte hun ikke det sted, hun var. Institutionen Fenrishus i Aarhus.
Samtidig føltes hendes krop også fremmed. Hun kunne ikke tale, og ud over at bevæge sine arme og ben en smule, var det, som om resten ikke ville fungere.
Derudover fik hun at vide, at hun var fyldt 16 år i den tid, der var gået – og at både hendes farfar og hendes kanin var gået bort.
Kombinationen af det hele førte til det, hun beskriver som 'en choktilstand'. Hvor det hele flød sammen. Hvor alt føltes som et mareridt.
Et mareridt, hun hurtigst muligt ønskede at vågne fra.
»I begyndelsen var jeg så chokeret, at jeg tænkte: 'Nej nej nej, der må komme nogen og redde mig og tage mig væk fra det her, for det kan simpelthen ikke passe',« fortæller Kathrine.
Hun havde fået sondemad i al den tid, hun havde ligget i koma, og en lang periode fik hun derfor både mad og væske galt i halsen, da hun skulle vænne sig til det igen.
Fordi hun i begyndelsen ikke kunne tale, måtte hun bruge en staveplade, hvor hun kunne pege på bogstaver for at danne ord, til at kommunikere.
Hun så dobbelt, havde hallucinationer, og så måtte hun sidde i kørestol.
Om morgenen blev hun vækket og løftet over på en 'badebåre', hvorefter hun blev kørt ud på toilet og soigneret.
»Jeg havde slet ikke den samme kontrol over min krop. Min finmotorik var væk. Det var så frustrerende,« fortæller Kathrine.
Efter den første måneds tid med genoptræning begyndte det at gå op for hende, at mareridtet var virkelighed. Det var ikke noget, hun kunne vågne fra.
»Det var jo det samme, jeg vågnede op til dag efter dag. Så det måtte være rigtigt. Det måtte være virkeligt,« fortæller hun.
Hvis det ikke var noget, hun kunne vågne op fra, besluttede hun sig for, at det i det mindste var noget, hun kunne gøre noget ved.
»For der var ikke nogen andre, der ville redde mig væk fra det mareridt.«
'Jeg vil, jeg vil, jeg vil'
Så mens hendes gamle klassekammerater fra folkeskolen nu gik i gymnasiet, fik kærester, gik til fester og gled længere væk fra hende, kæmpede Kathrine med genoptræningen.
Efter nogle måneder kunne hun flyttes hjem til familien, hvor det hårde arbejde fortsatte.
Sammen med sin far øvede hun sig i at gå. Han gik bag hende, og i begyndelsen greb han hende, efter hun havde gået et skridt.
Ugen efter kunne hun tage tre skridt. Så fire. Til sidst kunne hun gå fem meter. Seks meter. Hver eftermiddag trænede de. Og hendes krop var ofte pyntet med blå, grønne og lilla mærker fra de gange, hun faldt og slog sig.
»Men jeg blev ved, og jeg bliver ved. Jeg har tvunget mig selv til at acceptere det og tvunget mig til at forstå. For at jeg kunne komme videre. Jeg har tvunget mig selv til at samle mig op. For jeg VIL frem. Jeg vil blive bedre. Jeg vil, at det bliver bedre,« fortæller Kathrine og tilføjer med en hvisken:
»Jeg vil, jeg vil, jeg vil.«
Selv om de gamle venner faldt fra, fortsatte hun. Selv om drømmen om at forfølge balletten blev umulig, fortsatte hun.
Motivationen var et helt bestemt ønske:
»Jeg er ikke død af det her. Jeg lever. Og så vil jeg edderbukme også have et liv og blive bedre og komme ud og opleve,« fortæller Kathrine.
»Det var egentlig ikke, fordi jeg satte mig nogle specifikke mål. Jeg ville bare væk fra det, jeg var i. Jeg ville have noget, der lignede det, jeg havde før.«
Efter nogle år kunne hun sige farvel til rollatoren, der havde udskiftet kørestolen. Og selv om hun stadig ryster og kæmper med balancen, når hun går – og nok altid vil gøre det – så klarer hun sig selv.
Hun bor alene i en lejlighed i Aarhus, der er pyntet med tegninger, hun selv har lavet, plakater fra Frankrig, som hun elsker at rejse til, og træningsudstyr, så hun kan blive ved.
Selv om det ikke var den fremtid, hun havde forestillet sig for sig selv, da hun var yngre, så forklarer hun, at hele oplevelsen har fået hende til at se tingene anderledes end før.
»Det kan for eksempel være at få en varm kop chokolade på Baresso. Hvor jeg før måske tænkte, at det 'bare' var chokolade, men at det smagte godt, mens jeg sad og drak det, så tænker jeg nu: 'Jeg sidder her alene, jeg er ikke på sygehuset, jeg er ikke syg. Der er lyde omkring mig, jeg kan være i det. Jeg kan opleve',« fortæller Kathrine.
»Det kan godt være, at jeg ikke har en kæreste lige nu, men jeg er her. Jeg kan klare mig selv. Jeg er ikke afhængig af andre. Jeg bestemmer selv.«
Hun håber, at hendes historie måske kan være med til at inspirere andre mennesker med hjerneskade.
»Min familie fik at vide, at det ikke var sikkert, jeg ville vågne igen. Og hvis jeg vågnede, så ville jeg måske ikke kunne så meget. Jeg kunne risikere at leve et grøntsagsliv, sidde i kørestol og være afhængig af hjælp. Men det handler om at mærke i én selv, hvad man kan. Det har taget flere år for mig, men alligevel har jeg gjort noget. Jeg blev ikke siddende. Jeg kom op,« fortæller hun og slutter:
»Og nu, hvor jeg ikke er død, så vil jeg også have et liv med noget indhold i.«
Har du også oplevet, at dit liv pludselig er blevet vendt på hovedet? Og kunne du tænke dig at fortælle din historie? Så skriv til journalist Maria Christine Madsen på mama@bt.dk.
