Ikke alene må psoriasispatienten Kathrine Dalstrøm Rasmussen kæmpe med en masse ubehagelige senfølger efter at have været smittet med covid-19 under et behandlingsophold i Kroatien i juli.

Hun må også kæmpe med, at hun oplever en del af de folk, som hun ellers hidtil har været på hilse- og talefod med i kvarteret, nu undgår hende på gaden af frygt for, at de selv skulle risikere at blive smittet.

Også selv om hun nu en måned efter sit 14 dage lange og mareridtsagtige hospitalsophold i den kroatiske hovedstad Zagreb er blevet testet negativ ved tre på hinanden følgende coronatests herhjemme.

»Jeg har mere end én gang oplevet, at folk simpelthen går over på det andet fortov, hvis jeg er ude. Folk laver stor afstand til mig. Så bliver jeg jo ked af det og sårbar. Jeg var aldrig kommet hjem til Danmark, hvis jeg kunne gå rundt og smitte andre. Jeg har jo haft sygdommen, så jeg ved, hvordan det føles, og det kunne jeg ikke drømme om at udsætte andre for,« siger Kathrine Dalstrøm Rasmussen til B.T.

»Også min søn og min kæreste har fået kommentarer om mig. ‘Hvorfor bliver hun ikke bare indenfor?’ Eller: ‘Hun skal i karantæne.’ Eller: ‘Hun skal ikke smitte min hund’ og den slags. Det gør mig ekstra ked af det, fordi jeg så føler, det også går ud over dem. Jeg orker det næsten ikke mere. Det er de samme ting, jeg hører hele tiden,« siger hun frustreret.

Den 44-årige midtjyske førtidspensionist rejser 2. juli som del af en psoriasis-patientgruppe til Kroatien på behandlingsophold.

Efter 10 dage bliver hun plaget af tør hoste, men i første omgang slår hun det hen.

Fire dage senere melder flere symptomer på corona sig, og hun konsulterer en læge, som hun dog har svært ved at kommunikere med.

Men lægen er så sikker på, at Kathrine Dalstrøm Rasmussen har fået covid-19, at han noterer det, allerede inden hun bliver testet.

Natten efter bliver hun vækket på sit værelse af en ansat, som giver hende en håndskrevet besked på engelsk. Teksten bekræfter, hvad lægen har spottet dagen før:

Hendes test er positiv for covid-19.

Kort efter bliver hun anbragt i en ambulance, får koblet et iltapparat til lungerne og bliver kørt til hospitalet i Zagreb.

»Jeg husker ikke ret meget fra den tur, men jeg kan sagtens huske de to uger, jeg kom til at ligge på hospitalet dernede,« siger hun med henvisning til en række mildest talt ubehagelige episoder under indlæggelsen, hvor hun og en dansk corona-medpatient blandt andet fik serveret muggent brød til flere måltider.

Hvilket ikke ligefrem hjalp på deres humør.

Men muggent brød er, hvad det er. Den største udfordring for Kathrine Dalstrøm Rasmussen lige nu er de mange senfølger af coronasmitten.

Hun er ramt af markant træthed, trykken for brystet, ændret smagssans, problemer med balancen, øget hårtab og forpustethed.

Kræfterne rækker så kort, at hun har fået stillet en rollator og en kørestol til rådighed.

Oven i de fysiske følger kommer så den psykiske belastning, som hun oplever mere og mere i takt med, at hun isolerer sig i hjemmet, fordi hun ikke orker at have fornemmelsen af at blive stirret på, når hun bevæger sig ud, fortæller hun.

»Jeg har boet her på Hjejlevej siden 2008. Langt det meste af tiden har jeg været glad for det, men det er jeg ikke længere på grund af alt det her. Jeg føler mig ikke mere hjemme her, og det gør selvfølgelig ondt. Jeg føler mig fanget. Derfor har jeg og min kæreste også allerede meldt os ind i en boligforening et andet sted. Vi bliver nødt til at flytte herfra,« siger Kathrine Dalstrøm Rasmussen.

Hun er nu i et forløb på sygehusene i Silkeborg og Viborg, hvor hun bliver scannet og undersøgt for følgerne af at have været smittet med covid-19.

De er dog tilsyneladende ikke kun negative – tilfælde eller ej:

For hun kan konstatere, at hendes normalt ellers meget udbredte psoriasis sjældent har plaget hende mindre, end den gør lige nu.

Hun døjer stort set heller ikke længere med migræne, ligesom blodtrykket og levertallet er gået ned.

Om der er en sammenhæng, er det alt for tidligt at sige noget om.

»Jeg håber bare på, at jeg bliver så frisk, at jeg igen kan komme ud og gå. Før gik jeg 12 kilometer om dagen. Nu kan jeg knap slæbe mig hen til Brugsen,« siger hun.