Den rungende stilhed og nagende uvished. De tusind tanker om, hvad man sagde eller gjorde forkert. Vi har før hørt fortællingerne fra dem, der er blevet ghostet.
Nu er det på tide, at vi hører fra ghosterne. Hvorfor ghoster de? Hvorfor melder de ikke bare klart ud? Tænker de ikke på andres følelser?
Det har Woman spurgt et par kvindelige ghostere om. Den første, vi skal møde, er 25-årige Kathrine Silke Søgaard Ottosen fra Aalborg.
LÆS OGSÅ: Trines date kom med tørrede blomster – og så ghostede hun ham: "Det slog bare klik for mig"
For et halvt år siden mødte hun en fyr på Tinder, som hun tog på to dates med.
»Det var egentlig fint nok, han virkede rimelig sød. Men jeg havde alligevel en lille følelse af, at noget ved ham var lidt off,« siger Kathrine.
Kærlighedserklæring foran kolleger
Den 25-årige aalborgenser arbejder i weekenderne på en bar i Jomfru Ane Gade. Det havde hun fortalt daten. Men hun havde ikke lige regnet med, at han en aften ville dukke op på baren, mens hun var på arbejde
»Han var lige lovlig beruset, og så stod han og sagde, ‘ej du er bare så dejlig,’ og ‘vi bliver bare verdens bedste kærestepar.' Foran mine kollegaer og folk, der stod i baren. Det blev bare for meget for mig, da jeg jo kun havde mødt mennesket to gange,« siger hun.
LÆS OGSÅ: Tinders datingekspert: Dem, der lykkes med at finde en kæreste, har én enkelt ting tilfælles
Det i hendes øjne pinlige optrin, der ikke så ud til at få en ende, fik hende til at gå om i baglokalet og holde pause. Her skrev daten til hende, hvor hun ikke svarede.
To dage efter skrev han igen og sagde undskyld for hele episoden, siger Kathrine og fortæller, at hun skrev tilbage, at hun ikke syntes, hans opførsel havde været okay.
»Og så var han sådan, ‘det kunne han også godt forstå,’ men så skrev han videre om noget andet, som om det ikke var sket. Og der stoppede jeg bare med at svare.«
Hvordan reagerede han på det?
»Han blev ved med at skrive. Spørge mig om ting. Uddybe spørgsmålene. Jeg tror, han sendte mig sporadiske beskeder hen over en uge, før han forstod, at jeg ikke kom til at svare på det.«
Hvorfor skrev du ikke bare en besked om, at du ikke var interesseret i at have mere kontakt?
»For det første havde jeg det sådan lidt, ‘jeg skylder dig ikke noget.’ Fordi det netop kun var en person, jeg havde set to gange. Vi havde engang skrevet særlig meget sammen, inden vi havde været ude på de her dates.«
»Og så syntes jeg bare, at den måde, han opførte sig på, var lidt obsessive.«
'Vi skylder ikke hinanden noget'
»Hvis jeg begyndte at svare, var jeg faktisk en lille smule bange for, at det ville gøre det værre. Tanken om at skulle igennem en stor diskussion om, hvorfor jeg skulle give ham en chance til, eller hvorfor det var en fejl, og han jo bare var fuld.«
»Så det var faktisk bare for ikke at tage konfrontationen.«
Har du selv prøvet at blive ghostet?
»Altså, man kan sige, at jeg er blevet ghostet i en periode. Hvor jeg ikke hørte noget i 2-3 måneder, og så lige pludselig dukkede de op igen.«
Hvordan havde du det, da du oplevede det?
»Lige i starten blev jeg sådan, ‘fuck da dig.’ Men samtidig var det også personer, jeg ikke havde særlig langt inde på kroppen. Så jeg tænkte, at i sidste ende er det heller ikke vigtigere.«
Kan du forstå dem, der ikke tager det lige så let - og hvor det faktisk gør ondt at blive ghostet?
»Jamen, helt sikkert. For mit vedkommende kommer det virkelig også an på, hvilken relation det er. Hvis det var nogen, jeg kendte virkelig godt, så ville jeg være meget mere tilbøjelig til at sige, 'sådan og sådan ligger landet.’«
»Når det er en, man har kendt så kort, tænker jeg, vi skylder ikke hinanden noget.«
Ville det ikke have været lettest for begge parter, hvis nu du havde givet ham klar besked om, at du ikke var interesseret længere? I stedet for han måske gik rundt med en uafklarethed og derfor blev ved at skrive?
»Måske. Men jeg har desværre også prøvet mange gange, hvor der kommer 80 beskeder, hvor de forsøger at forklare sig, forsvare sig, eller overbevise en om, at man begår en fejl. Og det gør mig mentalt udtrættet. Jeg magter ikke udsigten til at skulle tage den kamp.«
Overreaktion eller på sin plads?
»Der har været rigtig mange situationer for mig, personligt, hvor en helt almindelig, klar afvisning ikke er blevet taget rent som en afvisning. Og det er bare sket nok gange nu til, at det er nemmere bare lade være med at svare. Så må de vel forstå det som en afvisning.«
Havde du ondt af ham på nogen måde? Eller tænkte du, at det havde han fortjent?
»Jeg kender selv den der følelse af, at du møder nogen, og du bare er sådan helt væk i fantasien om dem. Men samtidig så havde han også på en eller anden måde så lidt empati for mig og mine følelser. I og med at jeg siger, at det her, synes jeg ikke, er fedt. Og at han så ikke tager det ind, men bare skøjter let hen over det.«
»Jeg tænkte, ‘hvis du kan såre mig så let uden at tænke videre over det, så må du heller ikke blive overrasket, når du bliver såret den anden vej.. Ikke at jeg bevidst gik efter at såre ham.«
Kan det være, at han har tænkt, at det måske var lidt en overreaktion fra din side, og at det egentlig bare var et kompliment, da han roste dig på dit arbejde? Man kan sige, at han jo ikke har stået og svinet dig til eller noget i den dur.
»Nej, og det forstår jeg jo også godt. Men jeg føler, at mine grænser bliver overskredet, når der står en fyr, som jeg har mødt to gange og giver mig en gigantisk kærlighedserklæring på min arbejdsplads foran mine gæster og mine kollegaer. Det føles meget invaderende af mit privatliv. Når det er en person, jeg ikke kender, og som jeg ikke på nogen måde har udvist den interesse for endnu.«
Har du tænkt dig at ghoste nogen i fremtiden, hvis noget lignende sker?
»Jeg vil altid prøve så vidt muligt at være respektfuld over for andre mennesker. Men det kræver også, at de er respektfulde over for mig. Så hvis jeg ender i en situation, hvor den anden part bare ikke vil acceptere eller forstå et nej, så kan det jo være, at man bliver nødt til det.«
»Det er ikke fordi, jeg er sådan en, der bare ghoster relationer til højre og venstre, fordi andre menneskers følelser rager mig en høstblomst. For mig er det en måde at beskytte mig selv på.«
Datingekspert: Det er et misforstået hensyn
Ifølge terapeut og sexolog Patricia Jiménez har alle, der har stiftet bekendtskab med dagens datingmarkedet, oplevet ghosting.
Det kan koges ned til, at vi ikke har lyst til at være sårbare, vi har ikke lyst til at blive såret, og vi har heller ikke lyst til at blive afvist. Og så ghoster vi også, fordi vi kan være bange for at gøre nogen kede af det. Men det er et misforstået hensyn at tage:
»For modsat med afvisningen, så ligger der en uvished og magtesløshed i ghostingen - hvad er der er galt med mig? Hvorfor er jeg ikke god nok? Så der er noget, der ryger direkte ind i selvværdet, og det er derfor, det er så ukærligt at ghoste,« siger Patricia Jiménez og fortsætter:
»Det er også derfor, jeg synes, at vi har et ansvar for at passe på hinanden, og sende hinanden godt videre, når vi ikke synes, at kontakten skal være der mere. Fordi selvværdet er noget af det, der er allermest skrøbeligt hos os. Og det er også der, hvor troen på, at vi er noget værd, og troen på kærlighed ligger.«
Hvad er dit råd til folk, som måske sidder og overvejer at ghoste en?
»Det er at tænke på, hvordan ville jeg gerne selv blive mødt her? Vil jeg gerne selv have den der kærlige, ja måske standard afvisningsbesked - eller vil jeg helst stå som et stort spørgsmålstegn?«
Hvad er dit råd til folk, der bliver ghostet?
»Hvis det er noget, der sker gentagne gange, så kig lige dig selv i spejlet og spørg, om det er noget med din adfærd. Og hvis du kan mærke, at det er et nej, så har noget med afsenderen at gøre. Så skal du måske kigge på dit datingmønster, hvilken type du går efter.«
»Og så vil jeg sige - grundlæggende - fordi du er i verden, så er du værd at elske. Så hele den her, ‘åh nej, jeg er ikke god nok’: Jo, det er du.«