Fra onsdag skal restauranter og barer lukke i 38 af landets kommuner, og det kan gå hen og få katastrofale økonomiske konsekvenser.
Sådan lyder meldingen fra Adam Falbert, der står bag landets største bar- og natklubkoncern, Rekom Group, efter Mette Frederiksen mandag har præsenteret en række nye restriktioner.
»Vi har selvfølgelig forståelse for, at man følger anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne. Jeg tror, de fleste er helt klar over, hvordan situationen er i verden omkring os. Men det gør det på ingen måde mindre ærgerligt, at vi nu igen står i en situation, hvor smitten stiger med den konsekvens, at vores branche endnu en gang må holde for,« skriver han i en mail til B.T.
December er højsæson for hotel- og restaurationsbranchen og ifølge Adam Falbert den måned med højeste omsætning.
»Derfor får det også katastrofale økonomiske konsekvenser for hele branchen, der i forvejen ligger ned.«
Foreløbig skal restauranter og barer i de 38 berørte kommuner lukke ned frem til 3. januar, men hidtil er flere af restriktionerne blevet forlænget adskillige gange, og det stiller de ansatte i hotel- og restaurationsbranchen i en svær situation.
»Vi er ikke i stand til at give vores medarbejdere et kvalificeret svar på, hvordan de er stillet mht. til deres job- og lønsituation. Det er på ingen måder særligt rart for os eller vores medarbejdere her op til jul,« siger Adam Falbert videre.
Derfor er det ifølge ham også afgørende for branchens overlevelse, at hjælpepakkerne bliver forbedret og ikke mindst udbetalt til de virksomheder, som stadigvæk venter på pengene.
»Regeringen har været på bagkant med kompensationsordningerne siden sommerferien, og vi mangler stadig svar på kompensation for faste omkostninger og lønkompensation fra sidste politiske aftale fra oktober. Der er endnu ikke kommet en krone ud til virksomhederne eller de ansatte. Det er simpelthen ikke i orden. Med den nye nedlukning fjerner man den sidste mulighed for, at der kan hentes bare lidt omsætning hjem til at svare udgifterne,«
Mette Frederiksen oplyste på dagens pressemøde, at hjælpepakkerne vil blive forlænget.