»Jeg er generelt et optimistisk menneske. Det er ikke noget, der fylder i min hverdag. Men tanken kan da godt ramme mig: Hvad nu hvis?«

Kasper Friche, der blev kendt i forbindelse med produktionen af tre dokumentarudsendelser på DR om sin demenssyge far, tænker sommetider, at han en dag selv kunne blive ramt af den indtil videre uhelbredelige sygdom.

Han har endda overvejet at få foretaget en genetisk test, for det kan man, når man har en potentielt arvelig sygdom i familien. Men det er blevet ved tanken.

»Jeg er kommet frem til, at det vil jeg ikke vide. Det må komme, hvis det kommer. Men det er klart, at sådan en lortesygdom vækker bekymring og tanker om, hvorvidt jeg selv kan være i risiko,« siger 44-årige Kasper Friche, der i dag arbejder som freelancejournalist.

58 procent af danskerne tror, at det, at man har forældre med demens, er en af de vigtigste faktorer for at udvikle demens. Det viser en ny Megafon-måling, som Alzheimerforeningen har fået foretaget.

Men faktisk er det kun i sjældne tilfælde, at en demenssygdom er arvelig, siger professor i demenssygdomme ved Nationalt Videnscenter for Demens Steen Hasselbalch:

»At man har forældre med demens, betyder ikke, at man selv får det. Selvfølgelig er risikoen lidt større, end hvis man slet ikke har nogen i familien, men den 'rigtige' form for arvelighed – det vil sige, at man har 50 procent risiko, hvis en forælder er syg – er ekstremt sjælden,« siger han.

Alzheimerforeningen lancerer i denne uge en ny kampagne, som sætter fokus på, at det i cirka 40 procent af tilfældene er muligt at forebygge sygdommen ved hjælp af livsstilsændringer.

Kasper Friches far, Jan Friche, levede med sygdommen i godt fire år. Foto: DR.
Kasper Friches far, Jan Friche, levede med sygdommen i godt fire år. Foto: DR. Foto: DR
Vis mere

»En stor del af risikoen hænger sammen med den måde, vi lever på,« siger Steen Hasselbalch.

Det gælder for eksempel inaktivitet, rygning, dårlig søvn, forhøjet blodtryk mv., som er nogle af de faktorer, vi bør sætte ind over for for at holde hjernen sund.

Kasper Friche ved ikke, hvorfor hans egen far i en alder af bare 68 år fik demens. Det ved lægerne heller ikke. Kasper kan kun gisne om det.

»Dengang kaldte man det ikke stress, men min far havde fuld fart på, før han blev syg. Han var heller ingen sporty type. Så det har da været en øjenåbner for mig, at jeg ikke skal leve et lige så hektisk liv og huske at geare lidt ned en gang imellem,« siger Kasper Friche og tilføjer:

Kærligheden mellem Jan Friche og hustruen, Anne-Grethe, skinner igennem i de tre udsendelser, Kasper lavede om faderens demenssygdom. Foto: DR.
Kærligheden mellem Jan Friche og hustruen, Anne-Grethe, skinner igennem i de tre udsendelser, Kasper lavede om faderens demenssygdom. Foto: DR. Foto: DR
Vis mere

»Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det havde gjort en forskel for ham, hvis han havde dyrket sport. Men man kan jo ikke lade være med at lave sådan en kobling i sit hoved, at det måske havde haft en betydning,« siger han.

Selv har han nu et større fokus på sin livsstil, både i forhold til at få motioneret – men især på den mentale del, der også har vist sig at være vigtig i forebyggelsen af demenssygdomme.

Det vil sige, at der nu er mere fokus på kvalitetstid sammen med børn og hustru samt et arbejdsliv, hvor han nu er chef i egen biks.

»Jeg kan godt finde på at lave paraplydrinks med ungerne om tirsdagen. Jeg er generelt blevet mere opmærksom på at lave ting sammen med dem. Jeg har fået øjnene op for, at sådan en sygdom også kan ramme mig,« siger Kasper Friche.

Han turnerer lige nu landet rundt og holder foredrag om faderens fire år lange sygdomsforløb og om, hvordan det er at være pårørende til en person, der langsomt forsvinder.

»Jeg har fået en mission – det er enormt givende for mig at give noget videre til andre,« siger den 44-årige mand.

Det er nu snart et år siden, at faderen gik bort. Det var en befrielse, som Kasper selv formulerer det.

»Han led meget, og det var uværdigt,« siger Kasper Friche.

Kasper Friche holder mange foredrag om demens rundtom i landet. Foto: privat.
Kasper Friche holder mange foredrag om demens rundtom i landet. Foto: privat. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Der er jo mange ting, jeg savner. Jeg savner en farfar til mine børn og de stunder, vi havde sammen. Men i stedet for at grave mig ned i skidtet, så har jeg valgt at fokusere på det, jeg nu kan give videre til andre,« siger han.

Et sted mellem 85.000 og 90.000 danskere lever med en demenssygdom, og 400.000 danskere lever med en demenspatient i familien.

På den nye hjemmeside hjernesundtesten.dk, som Alzheimerforeningen står bag, kan du teste dig selv og se, om der er noget, du kan ændre i din livsstil allerede nu for at forebygge demens.