34-årige Kasper hev et kondom frem lige før et engangsknald, men blev stoppet af kvinden, som sagde, at det ikke var nødvendigt. Hun brugte jo beskyttelse.

Tre måneder senere kom beskeden: »Jeg er gravid«.

»Det er min helt klare overbevisning, og jeg blot er blevet brugt som donor til at få et barn,« siger Kasper, som havde mødt kvinden via et datingsite og kun var sammen med hende den ene aften. Hele historien kan du læse her.

Hundredvis føler sig snydt

Foreningen Far, som støtter og rådgiver fædre juridisk, psykisk og socialt, oplever i høj grad, at kvinder hellere vil finde en mand 'ude i byen' end at finde ham i et donorkartotek på en fertilitetsklinik. Hvert år oplever de, at flere hundrede mænd enten ved, at de er blevet snydt, eller føler sig ført bag lyset af kvinder med en mission om at få et barn.

»Jeg er bange for, at der er et stort mørketal på området, og at vi taler om langt flere, der bliver snydt. Vi oplever, at der er kvinder derude, der hellere selv vil finde en mand. Dels fordi det er nemt, men også fordi de selv kan vælge udseende og personlighed, og samtidig behøver de ikke at fortælle familie, venner og kollegaer, at de har benyttet sig af fertilitetsklinikkerne,« siger Jesper Lohse, formand i Foreningen Far, og fortsætter:

»Vi har oplevet, at veninder til de mødre, der har gjort det, har ringet ind til os og fortalt om det. Fordi de simpelthen syntes, det var så forkasteligt og synd for barnet og dets far.«

Ifølge tal fra Dansk Fertilitetsselskab blev der i 2017 født 658 børn af enlige kvinder, som havde valgt at blive befrugtet med donorsæd. I samme periode havde Danmarks Statistik 1.252 danske etårige børn registreret uden en far i CPR. Således var der ud over donorbørnene 594 børn, som i 2017 ikke havde en far registreret.

Er du kvinde, er du blevet gravid med en intetanende donor, og vil du gerne fortælle din historie, må du meget gerne skrive til Bo Norström Weile på bowe@bt.dk. Tak!

O.k. med tilfældig graviditet

I en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for B.T., svarer hver femte dansker, at det i høj eller meget høj grad er i orden, at enlige kvinder vælger at få et barn ved tilfældig sex. Derudover mener 8 pct. af de i befolkningen repræsentativt adspurgte, at det er i orden, at kvinden ikke fortæller manden om sine reelle intentioner, hvis hun forsøger at blive gravid under tilfældig sex.

Ifølge Mai Heide Ottosen, der er ph.d. i sociologi og seniorforsker i familie- og barndomssociologiske problemstillinger hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, begår kvinder, der 'går i byen efter et barn', en stor fejl:

»Hvis mødrene gerne vil have barnet alene, er det en rigtig dårlig strategi at finde en tilfældig mand ude i byen. Helt og holdent fordi de efterfølgende kommer til at hænge på alle de her konflikter med samvær, forældremyndighed og børnebidrag, som kan give anledning til uendelig mange konflikter op gennem barnets opvækst. Så den smarteste måde at få et barn på som enlig kvinde er ved at gå på fertilitetsklinik og bruge en anonym donor.«

Kasper, som fortæller, hvordan han blev snydt ved et engangsknald, er et opdigtet navn. Han ønsker ikke at stå frem med sin sande identitet, da han er bekymret for, at opmærksomheden omkring hans sag vil forværre den i forvejen anspændte situation i forhold til moderen til hans snart to år gamle barn. Et barn, han i øvrigt ser hver 14. dag, men på sigt ønsker at se mere til.

B.T. ville gerne have talt med moderen, men for ikke at forværre Kaspers forhold til hende og derigennem stille ham dårligere i forhold til samværet med sin søn, har han frabedt sig at indhente moderens version. Det har B.T. respekteret.

Er du kvinde, er du blevet gravid med en intetanende donor, og vil du gerne fortælle din historie, må du meget gerne skrive til Bo Norström Weile på bowe@bt.dk. Tak!