Jesper Laustrup Nielsen – bedre kendt som Kasi-Jesper – samt Annette Laustrup Nielsen og Dorthe Nielsen, der alle har drevet virksomheden Kasi ApS, har fået forbud mod at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed de næste to år.

Det skriver erhvervsmediet Finans på baggrund af en kendelse fra Sø- og Handelsretten. Afgørelsen faldt fredag i sidste uge.

Dermed har de tre personer, der er i familie med hinanden, fået en såkaldt konkurskarantæne, der varer i to år.

Sø og Handelsretten har fundet, at de tre »har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse og derfor fremover er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed«, lyder det i afgørelsen, som Ritzau har læst.

Alle tre blev meldt til politiet og indstillet til en sag om netop konkurskarantæne sidste år. Det skete i forbindelse med Boris Frederiksen fra Advokatfirmaet Poul Schmiths arbejde som kurator i konkursboet Kasi ApS.

Politisagen er ikke afgjort endnu.

En konkurskarantæne indebærer, at man mister retten til at sidde i bestyrelser. Man må altså ikke deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i karantæneperioden.

Sagen handler blandt andet om Kasi-familiens salg af såkaldte earnout-betalinger fra smykkeselskabet Pandora.

Her blev der foretaget salg af miniandele til over 500 investorer uden godkendelse fra Kasi ApS største kreditor, som ellers skal give tilladelse til dette.

Pengene fra salget af miniandele, 13,8 millioner kroner, er samtidig blevet overført fra Kasi ApS til familiens smykkevirksomhed Amazing Jewelry ApS.

De penge har Boris Frederiksen tidligere krævet tilbagebetalt til konkursboet Kasi ApS.

/Ritzau/