»Karoline, prøv at høre, du skal svømme ind, ellers dør du. Forstår du det?«
Hun husker det tydeligt. Friluftslærerens stemme efter de er kæntret, og hun skriger til ham, at de skal have vendt båden, så de kan komme op i den igen.
Friluftslæreren Michael Jørgensen er ham, der har arrangeret turen. En stærk mand både fysisk og psykisk. Han er den fornuftige og optimistiske type, der altid nok skal finde en løsning på tingene.
Men da han i vandet vender sig om og kigger hende i øjnene, går det op for Karoline Sofie Klit, at det er alvor. Der er ikke en løsning. Der er altid en løsning med Michael - men ikke nu.
Hendes tanker drukner i skrig og grådkvalte stemmer fra eleverne i vandet omkring hende, så hendes krop tager over, og hun begynder at svømme ind mod land.
Men ikke alle følger trop. Michael Jørgensen bliver ved båden med en af pigerne, der er gået i chok og ikke kan svømme.
I dag den 11. februar 2019 er det otte år siden, Karoline Sofie Klit kæntrede i en dragebåd på Præstø Fjord sammen med 12 andre elever og to lærere fra Lundby Efterskole.
Michael Jørgensen var den eneste, der ikke overlevede, og hans lig blev fundet i fjorden knap to måneder efter ulykken.
Syv af eleverne var klinisk døde ved redningen og blev lagt i kunstig koma. De har efterfølgende været gennem lange genoptræningsforløb.
Én af eleverne blev så slemt hjerneskadet, at han stadig i dag kæmper for at genvinde både sprog og motorik.
Karoline Sofie Klit var en af dem, hvis hjerte var holdt op med at slå, da redningsfolkene bjærgede hende i land, men en effektiv førstehjælp fik hende tilbage til livet oppe ved bredden.
Livet, som den dengang 16-årige pige i knap to timer kæmpede for at holde fast i i det iskolde vand.
En ubarmhjertig kamp mod bølger og frostkoldt fjordvand, der tyngede hende ned, fyldte hendes lunger og nedkølede hendes organer, så hun til sidst fandt sig selv ligge og tage afsked med livet.
»Da jeg lå alene på ryggen i det kolde vand, blev jeg afklaret. Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne. Hvad fanden skal man gøre, når man ikke kan gøre mere?« siger Karoline Sofie Klit.
For hun havde gjort, alt hvad hun kunne. Hun lyttede til Michael Jørgensen og svømmede.
Hun startede med at følges mod land med sine to kammerater. Det var dem, der endte med at nå ind og tilkalde hjælp.
Men så langt nåede Karoline Sofie Klit altså ikke.
På et tidspunkt blev der helt stille omkring hende. Ikke flere skrig, ikke mere gråd. Hendes krop var stoppet med at lystre hjernens signaler, så hun lagde sig om på ryggen.
Mens hun iagttog skyernes rolige, ubekymrede dans på himlen, tænkte hun på, at hun skulle derop og møde sin onkel.
Det var en beroligende tanke, at han ventede på hende.
»I begyndelsen var jeg bange, men til sidst var jeg bare ked af det. Jo mere afkølet min krop blev, jo mere ked af det blev jeg. Ikke på mine egne vegne, men på mine forældres, fordi jeg vidste, hvor ulykkelige de ville blive. Jeg tænkte, at jeg alligevel ikke ville mærke noget,« fortæller Karoline Sofie Klit, der i dag er 24 år gammel.
Selvom hun overlevede den dag for otte år siden, kæmper hun stadig i dag og hver dag for at komme igennem livet.
Hun har fået konstateret angst, depression, posttraumatisk stress, og oven i det lever hun med en konstant svimmelhed, der ifølge lægerne ikke kan kommes til livs.
»Mit humør kan skifte fra dag til dag. Jeg er svimmel hver dag, og jeg kan ikke arbejde. Det går mig rigtig meget på. Jeg kan ikke leve det liv, jeg gerne vil med fuldtidsarbejde som alle andre,« siger hun.
Og netop det med ikke at være som alle andre indvendigt er noget af det hårdeste for Karoline Sofie Klit.
»Det kan være svært, fordi jeg ser sund og rask ud udenpå, og ulykken er så lang tid siden, at folk slet ikke skænker det en tanke, at det kan være et problem længere,« siger hun og fortsætter:
»Det gør mig virkelig ked af det og frustreret. Og så er det bare hårdt, at jeg hele tiden skal forklare mig og forsvare mig, når jeg melder afbud. Nogle gange føler jeg ikke, folk tror på mig. De tror, det er undskyldning. Det er så svært.«
Men hun kan godt sætte sig ind i, at folk kan komme til at tænke sådan.
»Otte år, skulle man tro, var lang tid til at komme sig. Men for mig føles det, som om der kun er gået et eller to år, fordi jeg ikke rykker mig særlig langt,« siger hun.
Hendes hverdag skal helst bestå af ting, hun kender og er vant til, og selvom angstmedicinen tager toppen af det sværeste og gør, at hun faktisk kan stå op om morgenen, har hun stadig dage, hvor det hele ramler.
»Nogle gange kan jeg ligge en uge derhjemme og bare have det rigtig skod,« siger hun.
»I virkeligheden er det stadig ikke gået op for mig, at det lige skulle ske for mig. Det er så surrealistisk og især i så ung en alder. Jeg kan slet ikke forstå, jeg har kæmpet mig igennem otte år. Det er fandeme en kamp at komme igennem hver dag.«
