»Til at starte med var det hele bare uvirkeligt. De siger, at der ikke er mere at gøre. De erklærer ham død. Og vi bryder fuldstændigt sammen. Sådan helt hulkende.«

31-årige Karoline Oreskov husker med al tydelighed fødselsdagen for sin nyfødte søn Oscar.

Det er snart et år siden, det skete. 5. januar 2021 for at være helt præcis.

Men oplevelsen på hospitalet har brændt sig fast i hukommelsen. Godt nok husker hun ikke menneskene omkring hende og deres ansigter. Men stemmen, der fortæller, at parrets søn er død, står meget klar for hende.

At hun knap husker personalet, skyldes ikke kun den voldsomme oplevelse, men også at alle læger og sygeplejersker var iklædt 'rumdragter' og masker.

For Karoline var smittet med coronavirus, mens hun fødte parrets barn, der havde ligget syv måneder i sin mors mave.

»Det var surrealistisk at ligge der med vores nyfødte, døde barn på brystet, mens min mand stod ved siden af i en rumdragt og jeg med mundbind på. Vi var bare helt færdige,« fortæller Karoline Oreskov om sorgen, der uventet ramte den lille familie.

Historien om Karoline Oreskov er lige nu aktuel, fordi Sundhedsstyrelsen fredag advarede gravide om at blive smittet med coronavirus – og ikke mindst opfordrede dem til at blive vaccineret.

Det skyldes, at 31 gravide fra juni til november i år har været svært syge med covid-19. 11 af kvinderne mistede deres børn under graviditeten. Sidste år lå tallet på fire, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

Karoline Oreskov havde aldrig i sin vildeste fantasi troet, at hun skulle blive en del af en sådan statistik.

»Da jeg får veer, tænker jeg ikke, at det har noget med coronavirus at gøre. Jeg tænker, at nu bliver han født for tidligt, og at jeg bliver en del af den statistik. Jeg tænker slet ikke i, at han ikke ville overleve,« siger den 31-årige kvinde, der fik foretaget akut kejsersnit.

Først to måneder efter fødslen fik parret svar på en obduktion af Oscar, der viste, at moderkagen var inficeret med virus, og at det formentlig er derfor, at Oscar er død, fordi moderkagen stod af. Han var ikke selv smittet.

Parret og deres fireårige datter sænker her en urne af uld ned i jorden. Foto: Privat.
Parret og deres fireårige datter sænker her en urne af uld ned i jorden. Foto: Privat.
Vis mere

»Set i bakspejlet tænker jeg selvfølgelig, at jeg skulle have stået mere fast på, at der var noget galt,« siger hun.

Karoline forsøgte flere gange at kontakte hospitalet, da hun ikke længere mærkede liv i maven, og da hun fik veer om natten.

Hun kontaktede også hospitalet, da hun blev smittet med coronavirus anden juledag 2020. Men hun fik at vide, at hun ikke skulle være bekymret. Først da Karoline selv tog beslutningen om at blive tilset på hospitalet, blev der rykket hurtigt. Men da var det som bekendt for sent.

»Det eneste, der hjalp os efterfølgende, var, at vi havde en fireårig datter og en normal hverdag, vi skulle hjem til,« siger hun.

Karoline er igen gravid og venter en datter til januar 2022. Foto: Privat.
Karoline er igen gravid og venter en datter til januar 2022. Foto: Privat.
Vis mere

Karoline Oreskov er nu vaccineret og gravid med sit tredje barn. Graviditeten har dog ikke været uden bekymringer. Men at hun nu hele tiden kan mærke liv, hjælper på bekymringerne om, at noget måske vil gå galt.

»Det har gjort mig tryg, at jeg er vaccineret, og det gør, at jeg ikke skal være så isoleret, men at jeg kan se min familie. Det er uheldigt, at vi skulle rammes, hvor man ikke havde så meget viden,« siger hun.

Karoline har termin i januar 2022 og venter en lille pige.

Tilbage i januar 2021, da Karoline Oreskov og hendes mand mistede deres søn, var vaccineudrulningen kun lige begyndt, ligesom risikoen for gravide kvinder var ukendt. Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at gravide lader sig vaccinere i 2. eller 3. trimester.