Fødevarestyrelsens Rejsehold aflagde visit på Karma Sushi ved Trianglen i København 27. marts.

Og det lader ikke til, at det har været et fornøjeligt et af slagsen. Styrelsen kunne konstatere, at der var udbudne gæster i køkkenet i form af kakerlakker. Der lå faktisk døde kakerlakker i både opvaskelokalet, der støder op til køkkenet, og i vinkøleskabet.

Det fremgår af Fødevarestyrelsens tilsynsrapport.

Derudover var der afføring fra de påtrængende insekter bag sæbedispenser, en hyldeknægt og en opslagstavle. Restauranten kunne oplyse, at de var bevidste om kakerlak-problemet og havde haft bekæmpet det for måneder siden, hvor de ikke havde set en levende en af slagsen siden.

Rejseholdet kunne dog finde levende kakerlakker i en fælde, der var opsat af et skadedyrsfirma. Karma Sushi udtaler følgende i rapporten:

'Det får jeg bragt i orden. Vi har for et par måneder siden bekæmpet for kakerlakker, og siden har vi ikke set levende kakerlakker.'

Til sidst fik Karma Sushi en påtale for at have 'sygdomsanprisninger' på hjemmesiden. I en underside kaldet 'Kort om Sushi' bliver det beskrevet, at sushi og tang i særdeleshed er sundt og 'kan modvirke hjerte-kar-sygdomme'.

Som følge af kontrollen får Karma Sushi ved Trianglen en sur smiley, yderligere to gebyrbelagte kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen og en bøde på 10.000 kroner.

Ejer Morten Hansson er dog ikke tilfreds med Fødevarestyrelsens behandling af sagen, hvorfor han har klaget og indtil videre nægter at betale bøden. Han nægter at stille op til interview, men svarer i en mail:

'Jeg kan oplyse at vi sammen med vores advokat er ved at arrangere et stort sagsanlæg mod Fødevarestyrrelsen, da vi ikke er enige i deres udlægning af deres kontrolbesøg eller ord/sprogvalg som de har anført i rapporterne.'

'Flere af deres punkter er direkte løgn og ude af trit med virkeligheden, de er skrevet med det ene formål at skade mig og mine virksomheder.'

B.T. har kontaktet Morten Hansson, som ikke er vendt tilbage inden udgivelse.

26. april skrev B.T. om Karma Sushi i Nyhavn, der kæmpede med kakerlakker.

28. marts var Karma Sushi også i spalterne på diverse medier, da en filial i Nyhavn havde problemer med kakerlakker.