Har du et »pisse charmerende smil«, og handlede du i Fakta i Bolbro mandag, så er du måske kvinden, som Karl-Johan Rasmussen søger.

»Det er ret spændende og grænseoverskridende,« siger Karl-Johan Rasmussen, der på Facebook efterlyser en kvinde, der tilfældigvis var i Fakta og handle samtidig som ham.

Ifølge ham var der nemlig meget mere end tilfældigheder i luften.

»Hun var ved at brække nakken lidt af led, ligesom jeg selv var. Hun var meget pæn,« siger den 38-årige fynbo.

Kvinden var i Fakta med, hvad Karl-Johan tror, var hendes søn, da de to stødte ind i hinanden. Ved kassen spørger hun ham, om han vil foran i køen. Og da fortryder han, at han ikke spurgte hende om et navn eller telefonnummer.

Siden hun har en søn, tænker du så ikke, at hun måske har en mand derhjemme?

»Jo, det tænkte jeg, men jeg var også ret sikker på, at hun ikke havde, fordi hun ikke var så afvisende.«

Dog er det en noget nedslående besked Karl-Johan må overbringe B.T. her snart en uge efter, at han lagde efterlysningen op på den lokale Facebook-gruppe.

Karl-Johan er 38 år, bor i Odense og har tidligere været optiker. Nu er han flyttemand. Foto: Privat
Karl-Johan er 38 år, bor i Odense og har tidligere været optiker. Nu er han flyttemand. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg fik desværre ikke så meget ud af det. Hvis hun har set det, så har hun valgt ikke at kontakte mig. Så jeg er stadig på markedet,« siger han med et glimt i øjet.

Dog er han overrasket over folks reaktion på hans opslag. Rigtig mange har tilkendegivet, at de bakker ham op, og at det var et fedt opslag, fortæller han. Omkring 90 personer har syntes godt om opslaget.

Karl-Johan, der før har været optiker, men i dag arbejder som flyttemand, håber dog stadig, at han kan få en chance for at mødes med kvinden igen en dag.



»Det kunne have været sjovt at mødes med hende og se, om der var noget, men hvis det ikke bliver til mere, så er det jo sådan, det er.«

Skulle den 38-årige vise sig ikke at have held med sin efterlysning fra supermarkedet, så leder han videre på det rigtige datingmarked, hvor han som regel går efter »kønne naturlige piger.«