34-årige Karina Mundberg er en af de danskere, som fylder i statistikken for det, som innovationsminister  kalder et 'uforståeligt højt sygefravær i det offentlige.'

En dag satte hun sig ned på sit arbejde som sosu-assistent på et plejecenter med en tårnhøj puls og tårerne trillende ned af kinderne. En kollega sendte hende straks til lægen som umiddelbart sygemeldte hende på ubestemt tid.

Nu er hun tilbage igen på sit arbejde, som hun er meget glad for, men som hun har indset gjorde hende så syg, at hun var væk i halvandet år.

»Når Sophie Løhde siger, at sygefraværet er uforklarligt, så synes jeg ikke hun ved hvad hun taler om,« siger Karina Mundberg.

Innovationsminister Sophie Løhde sagde forleden dag, at det høje sygefravær i det offentlige var 'uforståeligt'. Det synes sosu-assistent Karina Mundberg ikke det er.
Innovationsminister Sophie Løhde sagde forleden dag, at det høje sygefravær i det offentlige var 'uforståeligt'. Det synes sosu-assistent Karina Mundberg ikke det er. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvorfor ikke?

»Der bliver talt om, at vi skal have flere hænder, men det sker ikke. Til gengæld får vi flere og flere opgaver. Dem vi passer på har jo brug for os hele tiden, og der er ikke nok af os,« siger Karina Mundberg.

Karina Mundbergs arbejde består i at passe og pleje alvorligt syge mennesker, tilse deres sår, dosere medicin, tale med pårørende og samarbejdspartnere. Hun skal lære elever op dokumentere sit arbejde ved at trykke på en ipad, når hun har givet medicin, piller eller udført behandling.

En dag for tre år siden, så lukkede hendes krop ned.

»Da jeg sad der med min kollega, som sagde, at min puls var på 200, og jeg rystede over hele kroppen, så brød jeg fuldstændigt sammen,« forklarer hun og fortsætter:

»Det var svært for mig, at erkende, at jeg var blevet syg af mit job. Jeg var vant til at jeg skulle passe på de syge mennesker, men nu var det så mig, der var blevet syg,« siger hun.

Samlet set var Karina syg i halvandet år. Hun forsøgte at komme tilbage på et tidspunkt.

»Jeg troede jeg var rask, men efter 14 dage, så lå jeg ned igen,« siger hun.

Karina Mundberg er sosu-assistent i det offentlige. Hun arbejder på et plejecenter til hverdag. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor sygefraværet er højt i det offentlige, selvom innovationsminister Sophie Løhde siger hun ikke kan forstå det.
Karina Mundberg er sosu-assistent i det offentlige. Hun arbejder på et plejecenter til hverdag. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor sygefraværet er højt i det offentlige, selvom innovationsminister Sophie Løhde siger hun ikke kan forstå det.
Vis mere

Hvorfor tror du det skete?

»Det ved jeg ikke rigtigt. Vi var meget pressede. Vi havde rigtigt mange beboere, og man skulle kunne håndtere dem alle sammen,« siger hun.

»Jeg tror ikke, jeg var så god til at sige fra. Selvom jeg ikke havde ledige hænder, så sagde jeg ja til at hjælpe alligevel. Nu har jeg lært at sige nej. Det skal man kunne. Ellers har jeg ikke meget positivt at sige om den sygdom,« forklarer Karina Mundberg.

Hun har en datter på ni år, som i sidste måned brugte det meste af tiden mellem jul og nytår sammen med sin moster og sin mormor.

»I perioden 21-31 december havde jeg fri den 24., 29. og 30. december. Nogle af arbejdsdagene havde jeg også overarbejde, fordi vi ikke kunne nå det,« siger Karina Mundberg.

»Vi har jo selv valgt det arbejde, så vi ved godt, at det er jul, påske, nytår og så videre. Men nogle gange, så glemmer man måske, hvordan det er, hvis man sidder på Christiansborg og kan tage hjem på juleferie,« siger hun.

Men tror du det er hårdere at arbejde i det offentlige end i det private?

»Nej, det tror jeg faktisk ikke. Måske har de færre sygedage, fordi de er bange for at blive fyret, hvis de melder sig syge og så møder de op, selvom de burde være hjemme. Men jeg siger bare, at jeg godt kan forstå at folk bliver syge, når der er så travlt og der ikke er mange om arbejdet,« siger Karina Mundberg.