Midt i en afslappende ferie på Cypern tikkede en nedslående melding torsdag eftermiddag ind hos Karin Larsen: Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Middelhavsøen.

Selvom den melding ikke ligefrem er det bedste udgangspunkt for en bekymringsfri ferie, skal der dog mere til at slå ferie-humøret ud af den 55-årige jyde.

»Det er da en træls situation,« siger Karin Larsen og tilføjer:

»Men så er det ikke værre. Jeg har været i kontakt med Spies, som har informeret os om, at vi ikke skal foretage os noget, men at vi rejser hjem på mandag som planlagt.«

Karin Larsen og hendes mor rejste til Cypern, da rejser til øen fortsat var tilladt. Torsdag har Udenrigsministeriet været ude og fraråde rejser dertil.
Karin Larsen og hendes mor rejste til Cypern, da rejser til øen fortsat var tilladt. Torsdag har Udenrigsministeriet været ude og fraråde rejser dertil. Foto: Karin Larsen
Vis mere

Karin Larsen fra Fredericia og hendes 75-årige mor satte sig mandag ombord på flyet med kurs mod Cypern og en tiltrængt solskinsrejse. Dengang var der åbent for rejser til landet, og derfor valgte de to at tage afsted.

De er begge ved godt helbred og havde efter en sommerferie, som af forskellige grunde blev afbrudt, brug for sol og sommer – og for at komme helt ned i gear.

»Selvfølgelig gjorde vi os tanker om at rejse midt i coronakrisen, men vi blev enige om, at hvis det kunne lade sig gøre at rejse på en forsvarlig måde, så ville vi tage afsted.«

De to har desuden fra start været enige om, at hvis der skulle ske noget, så er de indstillet på at følge myndighedernes råd og vejledninger. Også selvom det i værste fald betyder at afbryde ferien.

Nu er der så kommet en ny rejsevejledning for Cypern, men det får heldigvis ikke de store konsekvenser for Karin Larsen og hendes mor - i hvert fald tvinges de ikke til at sætte snuden med efterårsgrå Danmark før tid.

Selvom Udenrigsministeriet torsdag var ude og fraråde rejser til Cypern, gør de det nemlig i samme ombæring klart, at rejsende, som allerede opholder sig i landet, kan blive der, indtil ferien er slut.

»Der er ikke særlig mange mennesker hernede, så det vil ikke give nogen mening, hvis vi ikke fik lov til at blive. Man er jo nærmest mere udsat, hvis man går i Føtex derhjemme, end man er her – i hvert fald i forhold til menneskemængde,« siger Karin Larsen.

Udenrigsministeriet opfordrer desuden til, at rejsende lader sig teste, når de kommer hjem fra ferie – hvilket både Karin Larsen og hendes mor har i sinde at blive – rejsende opfordres dog ikke til at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer for selvisolation i 14 dage.

Arkivfoto. Karin Larsen og hendes mor er på ferie i Protaras på Cypern.
Arkivfoto. Karin Larsen og hendes mor er på ferie i Protaras på Cypern. Foto: Karin Larsen
Vis mere

Dermed kan Karin Larsen og hendes mor nyde resten af deres ferie på Middelhavsøen uden udsigten til to ugers karantæne, når de kommer hjem.