De begyndte for kun halvanden måned siden, nu stopper alle elever.

Alt er inden for få dage vendt på hovedet på Gram Højskole.

Senest har samtlige elever, der begyndte så sent som 15. august, ifølge Jv.dk meddelt, at de stopper på højskolen. Det vil ske onsdag eller torsdag i denne uge.

Det sker som reaktion på, at skolens forstander, Jens Horstmann, i sidste uge blev fyret.

tip os
Kender du noget til sagen, eller frygter din amputation kunne være undgået? Så vil B.T. gerne høre fra dig

»Som jeg har forstået det, så handler det om, at de ikke tror på, at de kan få det højskoleophold, som de drømte om og har betalt for,« siger netop Jens Horstmann som forklaring på, hvorfor de næsten nystartede elever nu stopper efter kort tid.

Han blev selv i sidste uge af bestyrelsen fjernet fra forstanderposten på grund af »uenighed« om, i hvilken retning Gram Højskole skulle bevæge sig. Indtil videre bliver han i jobbet til årets udgang – eller til der er fundet en afløser.

Men snart er der altså slet ingen elever at være forstander for på den sønderjyske højskole, der kun lige er blevet etableret.

For de elever, der nu har meddelt deres afgang, var faktisk de første nogensinde på Gram Højskole, der lige er åbnet. I løbet af sommeren har der desuden været forskellige kurser.

Så sent som i sommeren 2020 blev initiativet til højskolen taget, og den blev herefter placeret i nogle bygninger, der tidligere har huset et hospital og en efterskole. Flere borgere i byen har været med til renoveringen.

Og optimismen var for bare få måneder siden stor hos den nu afgående forstander:

»Der er i dag en stor gruppe mennesker, som aldrig har overvejet at komme på højskole, uden at det handler om økonomi, men det er bare slet ikke på deres radar. Så jeg vil have en mere horisontal betragtning og forsøge at få dem i tale, og jeg drømmer om, at alle højskoler gør det om 20 år,« sagde Jens Horstmann i juni til Højskolebladet.