Det er en 'tikkende bombe', der kan vokse gennem stort set alt. Både asfalt og dit hus.

Den invasive plante japansk pileurt spreder sig for tiden over hele landet - og det er langt fra pæne ord, den får med på vejen.

Særligt fordi den er svær at bekæmpe, breder sig med lynets hast og ødelægger både haver, veje og bygninger. Det skriver TV 2.

En undersøgelse fra Kommunernes Landsforening fra april viser blandt andet, at ni ud af ti kommuner oplever, at den japanske pileurt spreder sig i deres byer.

Og det er ikke godt, fortæller seniorkonsulent Hans Wernberg hos Care4Nature, som hjælper kommuner og private med at bekæmpe netop invasive arter, til TV 2.

»Det er en tikkende bombe hos haveejere. Den er svær at bekæmpe og forvolder enorme skader. Og vi har kun set starten på problemet,« siger han.

Også hos Miljøstyrelsen er man opmærksomme på problemet.

Alene de første fem måneder af 2019 har styrelsen modtaget 205 indberetninger om japansk pileurt.

For tre år siden var det tal blot på 20, skriver TV 2.

Den japanske pileurt, der er en kraftig staude, kan brede sig hele syv meter fra centret af planten - hvilket betyder, at den kan få et omfang på 14 meter under jorden.

Den er samtidig svær at komme af med, og den kan skyde op stort set alle vegne. Også gennem asfalt.

Ifølge TV 2 kan det tage årevis at komme af med planten. Hvis man vil af med den, skal den graves op - og alt skal væk. Der må ikke være noget tilbage efter den, heller ikke bare en lille gren, da man så risikerer, at den vokser videre.