Efter at have været pyntet og danset om har juletræerne formentlig udtjent deres pligt i stuerne rundt om i landet.

Men træet kan også gøre nytte efter julen.

Juletræet kan nemlig bruges til mere end blot gaver og juledans, fordi der er energi i det, som kan omsættes til varme.

Faktisk nok til at give godt og vel to varme brusebade, hvilket svarer til mindst 3,5 millioner brusebade for alle de træer, som har skabt glæde i hjemmene.

Det skriver Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse. Og derfor opfordrer organisationen til, at man afleverer sit juletræ på en genbrugsplads, der fliser det og sender det til det lokale varmeværk som brændsel.

»Vores juletræer er en rigtig god energikilde for de danske fjernvarmeselskaber, der bruger flis til at varme vores stuer op med. Det er en langt bedre udnyttelse af vores biomasse-ressource at bruge dem til opvarmning, i stedet for at de formulder på en genbrugsplads. På den måde frigiver de samme CO2, som hvis de blev udnyttet som brændsel – men vi udnytter energien.«

Sådan lyder det fra konsulent Maria Dahl Hedegaard fra Dansk Fjernvarme, der altså opfordrer til, at man finder et affaldsforbrændingsanlæg eller et fjernvarmeanlæg, der benytter sig af flis.

Ifølge Dansk Fjernvarme findes der 354 danske fjernvarmeselskaber fordelt over hele landet. Du kan se listen over dem HER.