Kan indeholde asbest: Legetøj tilbagekaldt
Hvis stræklegetøj går i stykker, kan man blive udsat for sundhedsskadelige fibre, advarer Miljøstyrelsen.
Hvis stræklegetøj går i stykker, kan man blive udsat for sundhedsskadelige fibre, advarer Miljøstyrelsen.
Flere typer fidgetlegetøj, også kaldes stræklegetøj, kan indeholde asbest og bliver derfor tilbagekaldt.
Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har modtaget en række selvindberetninger fra virksomheder, der har konstateret indhold af asbest i fyldet på deres fidgetlegetøj.
Virksomhederne bag legetøjet har vurderet, at produkterne ikke er sikre. Går de i stykker, kan brugeren blive udsat for asbest.
Asbest kan være kræftfremkaldende og give skader på organerne ved langvarig eller gentagen eksponering.
Der er tale om i alt syv produktgrupper. De kommer fra producenterne Toi-Toyz, HTI Group og Toys Amsterdam.
Der er blandt andet tale om legetøjet Stretcherz Slammerz, Stretcherz Stretch Squad XXL og Pufferz YoYo.
Har man købt et sådant stræklegetøj, kan man tjekke hjemmesiden for den forretning eller den fysiske butik, hvor man har købt produktet, for at se, om der er information om tilbagekaldelse.
Man bør hurtigst muligt skaffe sig af med produktet, skriver Miljøstyrelsen. Det skal ske i overensstemmelse med kommunens vejledning for affaldshåndtering.