
Niels Rolskov kan som medlem af Enhedslistens magtfulde hovedbestyrelse få indflydelse på en ny regering.
I hvert fald, hvis Enhedslisten bliver parlamentarisk grundlag for denne.
Enhedslistens hovedbestyrelse er nemlig langt mere magtfuld end i andre partier. Hovedbestyrelsen er sammen med folketingsgruppen med til at tage beslutninger om »væsentlige politiske spørgsmål«, lyder det på partiets hjemmeside.
Konkret vil det sige, at både spørgsmålet om støtte til en ny, rød regering, et eventuelt forståelsespapir for en sådan, og større politiske beslutninger vil skulle afstemmes med Enhedslistens hovedbestyrelse.
I en artikelserie sætter B.T. fokus på nogle af de hovedbestyrelsesmedlemmer, der nu står overfor potentielt at få afgørende indflydelse.
Det gælder blandt andre Niels Rolskov, som i mange år har levet et stille liv som medlem af byrådet for Enhedslisten i Køge Kommune. Af og til har han dog vakt opsigt i medierne.
Senest, da B.T. beskrev, hvordan han ved flere lejligheder har udtrykt sin støtte til den palæstinensiske terrororganisation PFLP, som deltog i terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023. PFLP er på både EUs og USAs terrorlister.
I et opslag på Facebook to dage efter Hamas angreb på Israel den 7. oktober 2023 skrev Rolskov eksempelvis, at han »altid har været PFLP-mand.«
Derudover var han i 2017 i vælten for at udbrede en usand konspirationsteori om, at Israel stod bag Islamisk Stat.

Samtidig var Niels Rolskov blandt de medlemmer, der i 2024 stillede forslag om, at Enhedslisten skulle genoptage sit mangeårige samarbejde med DFLP – der udspring af PFLP -, selvom organisationen havde deltaget i 7. oktober-angrebet.
Forslaget blev nedstemt og mødte hård kritik fra blandt andre politisk ordfører Pelle Dragsted.
Men det er ikke den eneste gang, at Niels Rolskov har været på kant med partilinjen. I efteråret 2023 deltog han nemlig i en venstrefløjskonference, hvor blandt andet modstand mod EU og NATO var på dagsordenen.
Det på trods af, at Enhedslisten i 2022 i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine modererede sin politik, der ellers i mange år har lydt på et hurtigt exit fra såvel EU som NATO.

B.T. har forgæves forsøgt at få et interview med Niels Rolskov.
Vi ville blandt andet gerne have spurgt ham ind til hans udtalelser om PFLP samt om han kan garantere, at han vil bakke op om Enhedslistens officielle politik og folketingsgruppen, hvis partiet bliver parlamentarisk grundlag for en ny regering.

