Energiselskabet OK har i de seneste måneder været udsat for tyveri på flere forhandlerejede tankstationer på Sjælland, hvor ukendte gerningsmænd har stjålet større mængder diesel.
Derfor udlover selskabet nu en dusør for hjælp til opklaring af tyverierne.
Alle tyverier er foregået om natten, hvor tyvene har medbragt udstyr til at suge diesel op fra tanken.
Det fremgår af overvågningsmateriale, hvor man også kan se, at tyvene kører i en hvid varevogn.
»Vi synes, det er ærgerligt, at der er nogen, der ikke kan kende forskel på dit og mit. Vi er et kundeejet selskab, så det her går ud over mange mennesker. Derfor udlover vi nu en dusør på 5000 kroner, til den der kan give politiet afgørende oplysninger til at opklare sagen,« siger Martin Holdt Nielsen, afdelingsleder i OK.
Det seneste tyveri fandt sted i Viby Sjælland d. 8. november.
Siden marts har gerningsmændene slået til i ti byer.
Det drejer sig om Ørslev, Dalby, Borup, Lille Skensved, Osted, Bjæverskov, Hårlev, Gadstrup, Viby Sjælland og Sorø.
OK opfordrer borgere i området til at kontakte politiet, hvis de bliver tilbudt at købe diesel og finder det mistænkeligt.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.