I løbet af de næste 24 timer kan SAS ende i det man kan kalde en voldsom thriller.

Ved midnat kan godt og vel 900 SAS-piloter i Skandinavien stoppe arbejdet. Og det kan få katastrofale konsekvenser for luftfartsgiganten.

Det siger luftfartsanalytiker Hans Jørgen Elnæs i virksomheden Winair til norske Børsen.

»Både SAS-ledelsen og pilotforeningerne er under et voldsomt pres lige nu. Der har ikke været signaler om, at parterne er tættere på hinanden i de principielle spørgsmål,« fortæller han til mediet.

Der er kun timer tilbage, før mæglingsfristen mellem SAS og piloterne udløber.

Skulle parterne ikke nå til enighed inden midnat, eller fristen udskydes endnu en gang, vil konflikten udløse en omfattende og lammende krise for SAS.

Et sted mellem 900 og 1000 piloter fra Norge, Sverige og Danmark vil nemlig være parate til at nedlægge arbejdet.

I et sådant scenarie anslås det, at 250 afgange og op til 45.000 passagerer vil blive berørt dagligt.

Men det er ikke kun passagerne, det vil gå hårdt udover.

Det vil nemlig også skabe store omkostninger for flyselskabet, der i forvejen kæmper for overlevelse.

Ifølge Hans Jørgen Elnæs, vil SAS nemlig kunne risikere at stå over for en omsætningsreduktion på mellem 57-71 millioner danske kroner dagligt.

Den intense mægling har allerede stået på i over to uger. Den oprindelige deadline var sat til onsdag aften, men da der ikke blev opnået enighed inden for fristen, satte parterne en ny deadline tre dage senere.