»Billedskønne Gotland ligger kun 90 km fra det svenske fastland. Kommer du sejlende med færgen til Gotland fra fastlandet, er noget af det første, der møder dig, synet af den gamle middelalderby Visby, der er omgivet af en imponerende flot ringmur.«

Sådan lyder introduktionen til den svenske ø, når man besøger Visit Swedens hjemmeside.

Men i disse dage vil dit blik ikke blive fanget af middelalderbyen, hvis du besøger Gotland.

Nej, det vil være camouflerede, sværtbevæbnede soldater, enorme, pansrede kampvogne og JAS-37-bombefly, der vil stjæle din opmærksomhed.

Det svenske militær er massivt til stede på Gotland i disse tider BEZHAV MAHMOUD

Med andre ord: Der stinker af krig på den svenske ø.

Svenskernes oprustning på øen skyldes en række russiske flådefartøjer, som i tirsdags passerede ganske tæt på Gotland. På skibene skulle befinde sig tusinder af russiske soldater.

Men hvad er op og ned i situationen på Gotland? Og er en decideret militær konflikt mellem russerne og vores naboer realistisk?

Det har B.T. spurgt militærekspert Peter Viggo Jakobsen om, og vi begynder med det første spørgsmål.

»Det her handler om én ting: At pisse territoriet af. Det er det, som Rusland gør ved at sejle rundt med deres skibe, og nu kommer svenskerne med en klar besked: 'Vi er klar til at slås',« siger Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på Forsvarsakademiet.

Eksperten påpeger, at der indtil 2014 havde været en længere periode, hvor verdens nationer var stoppet med i samme grad som tidligere at benytte deres militære magt, når der skulle vises muskler.

Men med Ruslands militære annektering af Krim som det bedste eksempel er den tid slut.

»Ligesom under den kolde krig er det et spørgsmål om afskrækkelse, men det vil Sverige ikke finde sig i og siger derfor: 'Hvis I går i land på Gotland, så møder I en kampvogn',« siger Peter Viggo.

Det svenske militær er massivt til stede på Gotland i disse tider TT NEWS AGENCY

Og så er spørgsmålet:

De to nationers militær står nu mere eller mindre foran hinanden, men er det overhovedet realistisk, at en af dem angriber?

»Hvis nu det skete, at russerne angreb, så ville svenskerne være nødsaget til at slå igen, og så ville vi have en decideret krig. Men ingen har i realiteten lyst til at ende i en krig, så det er usandsynligt,« siger eksperten.

Det svenske militær er massivt til stede på Gotland i disse tider TT NEWS AGENCY

Skulle det usandsynlige dog ske, er der ifølge Peter Viggo Jakobsen ingen tvivl om, at det vil være på Ruslands initiativ, og det er der flere grunde til.

»Rusland har følt sig presset i længere tid og har set til, mens Nato har bredt sig mere og mere ud. De er bange for, at de vil miste kontrollen over flere lande, og her er situationen i Hviderusland naturligvis interessant,« fortæller forsvarseksperten.

Den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, udtalte sig i weekenden om situationen på Gotland, og her lagde han heller ikke skjul på, at man fra svensk side vil vise russerne, at man er parate til at forsvare øen.

»Vi har fulgt udviklingen i Østersøen over nogen tid. Nu signaler vi over for vores partnere såvel som over for den russiske side, at vi er klar til at forsvare svensk integritet og suverænitet,« sagde den svenske forsvarsminister, socialdemokraten Peter Hultqvist, i en meddelelse.