F-16-fly trænede torsdag indflyvning i en civil lufthavn og fløj i den forbindelse over hovedstaden.

F-16-fly, der torsdag kunne ses og høres over København, var del af en øvelse.

Det oplyser Forsvarskommandoen til Ritzau.

Der var tale om en indflyvningsøvelse i Københavns Lufthavn.

Her skulle kampflyene træne indflyvning i en civil lufthavn, og det medførte, at der blev fløjet ind over hovedstaden.

Der er ifølge Forsvarskommandoen tale om en standardøvelse, som forekommer en gang imellem.

Forsvarskommandoen oplyser ikke, hvor mange fly der var en del af øvelsen.

Også for omkring et halvt år siden var kampfly i luften over København.

Her blev to F-16-fly sendt til Københavns Lufthavn, fordi politiet havde modtaget en trussel mod et passagerfly, der var på vej til lufthavnen fra Polen.

Truslen omhandlede en mulig bombe, og politiet rykkede derfor talstærkt ud til lufthavnen.

Da flyet landede, blev det tømt for passagerer og undersøgt nærmere. Men der blev ikke fundet nogen sprængstoffer om bord.

F-16-flyene blev dengang ved lufthavnen, indtil passagererne var evakueret.

De danske F-16-fly er døgnet rundt på vagt til at afvise uønskede fly i dansk luftrum eller assistere fly i problemer.

Derudover har kampflyene generelt fyldt mere i den offentlige debat i de senere måneder i forbindelse med krigen i Ukraine.

Torsdag kom det frem, at Danmark sammen med Holland skal lede træning af ukrainske piloter til F-16-fly. Andre lande vil også tage del i træningen.

Imens udestår spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal levere F-16-fly til Ukraine, stadig. Det sagde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) torsdag i en mail til Ritzau.

Danmark besluttede i 1975 at købe 58 F-16-fly, og de første ankom til Danmark i 1980, hvorefter flyene gradvist afløste Flyvevåbnets andre fly.

Flyvevåbnets F-16-fly er af typen Fighting Falcon. De kan både kæmpe mod andre fly i luften og gennemføre præcise angreb af mål på jorden.

/ritzau/