'Ærgerligt' og 'fuldstændig uacceptabelt'.

Sådan lyder reaktionerne fra både rød og blå blok i Aarhus byråd, efter det er kommet frem, at opsættelsen af rødkørselskameraer i det såkaldte 'dødskryds' ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej i det vestlige Aarhus pludselig er blevet sat på standby på ubestemt tid.

Kameraerne skulle have været sat op i år, men teknologien, der skal bruges, er ny og ikke afprøvet før. Derfor kan Rigspolitiet ikke nå at bidrage med det tekniske, som de ellers skulle, lyder begrundelsen. Det skriver TV 2 ØSTJYLLAND.

»Rigspolitiet har på den baggrund ikke mulighed for inden for den i projektet fastsatte tidsramme at bidrage til de tekniske forudsætninger, der er forbundet med forsøget, herunder udarbejdelse af kravspecifikationer mv.,« lyder det i et skriftligt svar mediehuset.

Rigspolitiet kommer ikke nærmere ind på, hvornår der er udsigt til, at teknikken er på plads, og kameraerne, der skal gøre krydset mere sikker ved at filme folk, der kører over for rødt, kan komme op.

Derfor vækker udmeldingen stor forargelse blandt politikerne i byrådet, som efter to dødsulykker i krydset kræver handling.

»Det er fuldstændigt uacceptabelt, at man nu fraviger fra den aftale, som er indgået. Vi har med et område at gøre, hvor man har en markant anden trafikkultur, og hvor man er total ligeglad med danske love og regler,« siger medlem af Teknisk Udvalg og Venstres gruppeformand, Gert Bjerregaard, til B.T., inden han fortsætter:

»Derfor ønsker vi, at politiet skal slå hårdt ned over for de her overskridelser af færdselsloven, som har ført til de her forfærdelige ulykker. Derfor synes vi også, at prioriteringen fra Rigspolitiet er fuldstændig forfejlet.«

I Socialdemokratiet er de også overraskede også udmeldingen, som Steffen Wich, der er medlem af byrådet og Teknisk Udvalg, først blev opmærksom på via medierne i dag, søndag.

»Jeg er ærgerlig over, at det er blevet udsat, og vil nu bruge noget tid på at finde ud af hvorfor,« siger han til B.T.

Ingen af partierne vil acceptere, hvis projektet nu skal trækkes i langdrag eller for den sags skyld lægges i skuffen. Derfor fortæller de to politikere, at sagen allerede onsdag vil blive diskuteret på et udvalgsmøde i Teknisk Udvalg.

»Jeg vil gerne, at vi i samlet flok fra Aarhus Byråd retter henvendelse til justitsministeren, som har det overordnede politiske ansvar for, at de her omtalte kameraer er sat på standby på ubestemt tid. Så må han redegøre for den her nedprioritering,« siger Gert Bjerregaard.

Hos Steffen Wich er meldingen den samme:

»Det her skal have opmærksomhed. Vi skal have fakta frem, og så skal vi sammen kontakte ministeren for at få at vide, hvad der er op og ned, og så må vi tage den derfra,« siger han.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra borgmester Jacob Bundsgaard (S), men det har ikke været muligt. Til TV 2 Østjylland fortæller han dog, at han er af samme holdning som de andre i byrådet. Derfor har han også allerede taget kontakt til justitsminister Nick Hækkerup (S).

Det er Aarhus Kommune, Vejdirektoratet, Østjyllands Politi og Rigspolitiet, som står bag projektet.