De grønne klassiske bænke, som går under navnet Københavnerbænke, kan ikke få lov til at stå i fred i Kalundborgs gader. 

Siden april sidste år er der nemlig blevet stjålet 14 af den slags bænke fra bymidten i den nordvestsjællandske by. 

Det skriver TV 2 Øst på baggrund af Sjællandske.

Ifølge mediet er det blevet en tendens, at de omkring 100 kilo tunge bænke bliver stjålet og herefter solgt videre på det sorte marked. 

Det oplyser ejer af GH Form Christian Wolff-Petersen til TV 2 Øst. 

GH Form leverer byrumsinventar til byens rum, og de har solgt 47 bænke til Kalundborg Kommune.

Siden da har Christian Wolff-Petersen dog spottet Københavnerbænkene til salg på Facebook. 

»Det er en stigende tendens, vi har set inden for de seneste år,« sagde han til mediet tilbage i april.

Dengang bekræftede Midt- og Vestsjællands Politi, at bænkene var blevet stjålet, men de har ingen spor at gå efter.

Ifølge TV 2 Øst har tyverierne kostet Kalundborg Forskønnelsesforening 150.000 kroner.