I København er en bus kollideret med to-go kaffebaren Nordhavn Coffee, som nu er fyldt med murbrokker, en blotlagt facade, glasskår fra smadrede og sprængte vinduer.
Det var synet, der mødte Christoffer Søe tidligt søndag morgen, der sammen med sin bror ejer kaffebaren.
Sådan fortæller han til TV 2.
»Bussen er kørt direkte ind i vores salgsvindue. Alt er ødelagt. Det er fuldstændig forfærdeligt. Der er intet tilbage andet end murbrokker. Det her kan være rimelig fatalt for en lille kaffebar som vores, da vi er afhængige af dag-til-dag salg,« siger Christoffer Søe til TV 2.
Han tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ulykken var sket i cafeens åbningstid, siger han videre.
Det er uvist, hvornår kaffebaren bliver frigivet af myndighederne, der er ved at afstive bygningen, så den ikke kollapser, når bussen bliver fjernet. Men Christoffer Søe håber, at de kan åbne for kaffesalget igen hurtigst muligt.
17 passagerer er efter ulykken i krydset ved Øster Voldgade og Sølvgade i København blevet sendt på skadestuen som lettere tilskadekomne. Seks passagerer er uskadte.