»Med et handicap føler man sig hurtigt ret stavnsbundet.«

Sådan siger Simon Toftgaard Jespersen, der medvirker i den nyeste udgave af TV 2 programmet 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’, hvor han sammen med sin kæreste Elisabeth søger efter bolig i Aarhus Kommune.

I programmet forklarer parret, at de føler sig tvunget til kun at søge bolig i netop Aarhus Kommune – og heraf altså udtalelsen om at føle sig stavnsbundet.

Det kan nemlig være svært at flytte kommune, når man er handicappet, fordi man ofte skal starte forfra med at få vurderet sin sag på ny. Det kan være en lang og opslidende proces, fortæller Simon Toftgaard Jespersen:

Simon og Elisabeth har mødt hinanden på Tinder, og for nylig har de været på boligjagt for at finde drømmehuset. Foto: Privat.
Simon og Elisabeth har mødt hinanden på Tinder, og for nylig har de været på boligjagt for at finde drømmehuset. Foto: Privat.
Vis mere

»Hvis du flytter kommune, så skal den nye kommune starte forfra og se på, hvad du har brug for af hjælp. For mange kan det være en lang kamp, hvor alt for mange ender med at få mindre hjælp, fordi kommunerne skal spare. Jeg har altid været meget glad for at bo i Aarhus Kommune, jeg har fået en god og fair behandling. Derfor har jeg ikke mod på at løbe risikoen ved at flytte,« siger han

Selv har parret søgt bolig i halvandet år, inden de meldte sig til programmet. De havde brug for hjælp til netop deres situation:

»Når man skal købe en bolig i det her marked, så er det udfordrende, at man er 'bundet' til at blive i den samme kommune, når man samtidig også skal navigere i at finde et tilgængeligt hus uden trapper og med plads til en kørestol som min,« siger han.

32-årige Simon Toftgaard Jespersen, der er bestyrelsesformand i Muskelsvindfonden, har været sammen med Elisabeth i tre år. Han har diagnosen muskelsvind. Elisabeth har intet handicap.

Simon og Elisabeth har været kærester i tre år. Foto: Privat.
Simon og Elisabeth har været kærester i tre år. Foto: Privat.
Vis mere

I kraft af sit arbejde i Muskelsvindfonden hører han ofte fra andre med et handicap, som oplever problemer med at skifte kommune.

»Udfordringen er, at der er 98 forskellige tolkninger af reglerne ude i kommunerne, som dermed betyder, at nogle kommuner er bedre at være handicappet i end andre. Samtidig oplever vi, at det kan være svært at få medhold i Ankestyrelsen, hvis man klager, og flere ender ofte med nogle mærkelige afgørelser,« siger Simon Toftgaard Jespersen og fortsætter:

»Men det er fedt, at et boligprogram også berører det aspekt og ikke kun handler om, hvilke fysiske rammer vi har behov for. For det har jo fyldt meget hos os at finde et hus, der passede til os,« siger Simon Toftgaard Jespersen.

I programmet ender parret med at købe et hus i Aarhus Kommune efter hjælp fra eksperterne. De har nu boet i huset i to måneder og er meget glade for det.

Simon og Elisabeth er positivt stemte over de huse, de bliver præsenteret for. Foto: Foto: Mastiff / TV 2
Simon og Elisabeth er positivt stemte over de huse, de bliver præsenteret for. Foto: Foto: Mastiff / TV 2
Vis mere

»Jeg vil jo gerne være rollemodel for andre og vise, at det godt kan lade sig gøre at få en kæreste og flytte i hus, selvom man har et handicap,« siger den 32-årige midtjyde.

Parret drømmer nu om at bygge et badeværelse i huset, som er tilpasset Simons behov.

Der er dog syv måneders ventetid i kommunen på at få tid til at kigge på hjælp til etablering af badeværelset.

Programmet sendes onsdag 8. september på TV 2 og kan allerede nu ses på TV 2 Play.