Kattegat Strand Camping i Øster Hurup påbegynder inden for kort tid en helt særlig opgave.

I maj stak en af campingpladsens to kænguruer af – og siden har den været på fri fod.

Nu har campingpladsen påbegyndt vinterlukningen, og så er det tid til, at kænguruen skal fanges. Det fortæller ejeren af Kattegat Strand Camping, Jørn Lund Pedersen, til B.T.

»Jeg skal have fanget den kænguru, så jeg slipper for at tale mere om den.«

Kattegat Strand Camping besluttede tidligere på året at lave en lille dyrepark.

Den stod færdig en af de første dage i maj, og så blev der ellers sat en tyrekalv og flere geder, får og påfugle fri i det lille reservat.

Og to dage senere fulgte den helt store overraskelse: To små minikænguruer, Hulahop og Lillehop.

Men der gik ikke mere end et par dage, før situationen var vendt på hovedet.

»Der var pludselig nogen, der lagde en video op fra en sommerhusområde i nærheden, hvor vores ene kænguru hoppede rundt. Og så kunne vi herefter se, at der var små huller under hegnet, som den var sluppet under,« fortalte Bjørn Pedersen, der er ansat på campingpladsen, til B.T. i maj.

Campingpladsen har ad flere omgange forsøgt at indfange kænguruen med et stort net. Men hver gang uden held.

Jørn Lund Pedersen siger, at fra når campingpladsen får et opkald om, hvor kænguruen er set, til man når hen til stedet – så er den væk igen.

Til stor irritation for Jørn Lund Pedersen:

»Jeg har jo travlt i forvejen, så inden for 14 dage går vi i gang med at fange den.«

Kænguruen er set i flere nordjyske byer, siden den stak af. Og hvis man ser den, skal man ikke frygte den.

Det siger Jette Pedersen, som er dyrepasser hos Aalborg Zoo, til Nordjyske.

»Man skal som borger overhovedet ikke frygte kænguruen. Den er bange efter at være kommet ud fra sine vante omgivelser. Den vil helt sikkert flygte, før der sker noget,« siger hun.

I 2013 var en kænguru på fri fod i Viborg i seks uger. Ifølge TV Midtvest måtte man dengang have hjælp af Dyrenes Beskyttelse for at fange den.